Gemt

Bølge af falske pengesedler i omløb

19. april 2023

Landets politikredse har i årets første tre måneder modtaget næsten 450 anmeldelser om falske pengesedler. Det er især unge og uerfarne butiksansatte, der risikerer at blive snydt af de falske sedler, der ofte er af rigtig god kvalitet og derfor svære at spotte. 


En aktindsigt som DR har lavet hos politiet viser, at 2022 havde allerede det højeste antal anmeldelser i seks år, og tre måneder inde i 2023 er vi allerede halvvejs mod at slå sidste år, hvis udviklingen fortsætter i samme tempo. 

Aktindsigten viser yderligere, at politiet modtager anmeldelser om både danske og udenlandske sedler. Af de danske sedler er det især de store, der bliver forfalsket. De udenlandske sedler er næsten alle større eurosedler, som enten bruges til at købe varer eller forsøges vekslet til danske sedler.  

Udnytter unge butiksansatte 
I 2022 førte de mange anmeldelser til 272 sigtelser, mens det i år indtil videre er blevet til 47. Det kan i mange situationer være rigtig svært at løfte bevisbyrden, fordi sedlen først bliver fanget i en kontrol flere uger efter, at den er blevet brugt til betaling. Dette kan gøre det utroligt svært at finde frem til, hvem der har betalt med den pågældende seddel.  

For hver million danske pengesedler der er i omløb, er ca. otte af dem falske. Det er en stigning fra de to falske sedler pr. million i 2018. Til sammenligning er tallet på ca. 13 i eurozonen.  

Som kassemedarbejder kan det være utroligt svært at spotte de falske sedler. For det første er sandsynligheden for at møde en falsk seddel for den enkelte medarbejder så lav, at mange nok ikke sørger for at tjekke hver enkelt seddel, de modtager.  

Især de yngre ansatte kan være i tvivl om, hvad man skal kigge efter, for at opdage en falsk pengeseddel, og det er derfor vigtigt, at man som butik lærer sine ansatte godt op. Det handler især om at være opmærksom i situationer, hvor kunder betaler med større sedler end nødvendigt eller med udenlandsk valuta og ønsker at få danske kroner retur.  

Politiet er opmærksomme på problemet og efterforsker sagerne grundigt. 

Læs mere om hvordan du spotter falske sedler.

Kontakt

Handel

Henrik Lundgaard Sedenmark

Fagchef for betalinger og detailhandelssikkerhed
Medarbejderprofil