Gemt

Hvordan opgøres en godtgørelse til medarbejdere i fleksjob?

Nyhed

Dansk Erhverv | Personale - 28.04.2023

Vestre Landsret har med en ny dom fra den 29. marts 2023 skabt fornyet usikkerhed om, hvordan en godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven skal udmåles til en medarbejder ansat i fleksjob.

 

Hvad siger reglerne?
Det følger af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, at personer, der ikke kan opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår, eller som i øvrigt har en meget begrænset arbejdsevne, kan visiteres til et fleksjob. Medarbejdere, som visiteres til et fleksjob, vil som udgangspunkt have en langvarig nedsat funktionsevne, og derfor vil de også i de fleste tilfælde være at anse som handicappede i forskelsbehandlingslovens forstand. 

En medarbejder, der er ansat i et fleksjob efter ”de nye regler”, som trådte i kraft den 1. januar 2013, får udbetalt løn fra arbejdsgiveren samt et fleksløntilskud fra kommunen. Efter de fleksjobregler, der var gældende før den 1. januar 2013, betalte arbejdsgiveren som udgangspunkt fuld løn til medarbejderen i fleksjob, og arbejdsgiveren modtog så et tilskud fra kommunen som typisk udgjorde 1/2 eller 2/3 af lønudgiften.

Såfremt en medarbejder, der lider af et handicap, opsiges i strid med forskelsbehandlingsloven, følger det af fast retspraksis, et en eventuel godtgørelse fastsættes til et antal måneders løn afhængigt af krænkelsens grovhed og arbejdstagerens anciennitet. Typisk fastsættes godtgørelsen til mellem 6 og 12 måneders løn.

Hvordan skal godtgørelse udmåles for handicappede fleksjobbere efter ”de nye regler”?       
Landsretterne har afsagt fire domme om, hvordan månedslønnen skal opgøres for fleksjobbere, der er ansat efter ”de nye regler”, og som er opsagt i strid med forskelsbehandlingsloven.

I tre af de fire domme er landsretterne kommet frem til, at godtgørelsen for en opsigelse i strid med forskelsbehandlingsloven skal tage udgangspunkt i den løn, som arbejdsgiveren betaler til fleksjobberen. Det betyder, at der i godtgørelsesudmålingen ikke skal tages højde for det fleksløntilskud, som medarbejderen modtager fra kommunen.

Vestre Landsret er imidlertid i en dom fra 29. marts 2023 kommet frem til det modsatte resultat om, at både fleksjobberens løn og det kommunale fleksløntilskud skal indgå i opgørelse af den månedsløn, som godtgørelsen udmåles efter. I en dom afsagt bare seks dage tidligere, den 23. marts 2023, kom Vestre Landsret ellers frem til, at der i godtgørelsesudmålingen ikke skulle tages højde for det fleksløntilskud, som medarbejderen modtager fra kommunen.

Dansk Erhverv bemærker
Det er meget overraskende, at Vestre Landsret i domme af 29. marts 2023 kommer frem til det modsatte resultat i forhold til de tre øvrige landsretsdomme, som forholder sig til samme problemstilling.

Dommen skaber fornyet usikkerhed om godtgørelsesudmålingen ved opsigelse af medarbejdere, der lider af et handicap, og som er visiteret til et fleksjob.

Det kan oplyses, at der i en af de tidligere landsretssager er søgt om Procesbevillingsnævnets tilladelse til af få afgørelsen indbragt for Højesteret.

Dansk Erhverv anbefaler, at medlemmerne kontakter os, hvis en medarbejder ansat i fleksjob rejser krav om en godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven.