Gemt

Ny kontrolkampagne om norovirus (roskildesyge)

12. april 2023

Fødevarestyrelsen starter i april en kontrolkampagne, der har fokus på fødevarevirksomhedernes instruktion af medarbejdere vedrørende norovirus. Er dine medarbejdere klar til at svare på deres kendskab til symptomer og smittemuligheder med norovirus?

Fødevarestyrelsens kommende kontrolkampagne om instruktion af medarbejdere vedr. norovirus foregår fra april til oktober, og i den forbindelse kan følgende blive kontrolleret:

  • Om virksomhedens medarbejdere har kendskab til symptomer og smittemuligheder med norovirus (roskildesyge).
  • Om virksomheden har passende instruktion, arbejdsgange og adfærd vedrørende personlig hygiejne, herunder forholdsregler når køkkenpersonale er bærer af sygdom, eller har plejet syge familiemedlemmer med symptomer på norovirus (roskildesyge).
  • Virksomhedens arbejdsgange for ”nulstilling” af køkken.
  • Hygiejniske håndvaskeforhold og -arbejdsgange.

Læs mere om kontrolkampagnen Instruktion af medarbejdere vedr. norovirus på Fødevarestyrelsens hjemmeside.

Tidligere kontrolkampagne om norovirus
Fødevarestyrelsen gennemførte en lignende kontrolkampagner i 2020-2021, hvor de foretog 1019 kontrolbesøg. Her fandt Fødevarestyrelsen at:

  • 22% af virksomhederne har ikke procedurer for, at medarbejdere bliver hjemme i de anbefalede 48 timer efter symptomophør.
  • 42% af virksomhederne har ikke gode arbejdsgange, der sikrer nulstilling ved opdaget smitterisiko.
  • 15% af køkkenmedarbejdere kender ikke smitteveje og sygdomsforløb for norovirus.
  • 32% af køkkenmedarbejdere kender ikke til risikoen for smitte med norovirus fra medarbejderes syge familiemedlemmer.
  • Kun 37% af virksomhederne afholder løbende instruktionsforløb.

Mere om norovirus
Norovirus er ekstrem smitsom, og der skal kun få viruspartikler til for at smitte. Som leder af en fødevarevirksomhed skal man kende smittekilder, og man har pligt til at vejlede sine medarbejdere om norovirus og personlig hygiejne.

Læs mere om norovirus i Dansk Erhverv nyheden Kender dine køkkenmedarbejdere symptomer og smittemuligheder med norovirus (roskildesyge)?

Fødevarehygiejne
Fødevarevirksomheder skal overholde en række hygiejneregler, der er fastsat ud fra hensynet til fødevaresikkerheden. Det drejer sig både om regler for hygiejne, håndvask og rengøring, og hvordan du bedst muligt indretter din fødevarevirksomhed.

Vi har samlet de forskellige vejledninger, guides og øvrige publikationer, der findes om fødevarehygiejne: Få et overblikket over Vejledning om fødevarehygiejne på Dansk Erhvervs hjemmeside.

Kontakt

Fødevarer

Saoirse McKeever Andersen

Fagchef for fødevarer
Fødevarer

Krestine Greve

Chefkonsulent