Gemt

Stort tema: Her er alt, du skal vide om det kommende producentansvar for emballage

10. maj 2023

Hvis din virksomhed importerer eller markedsfører emballage, bliver den snart økonomisk ansvarlig for, hvad der sker med emballagen efter brug. For mange virksomheder er det en stor opgave, men heldigvis er der ekspertviden og hjælp at hente gennem kollektivordningen VANA, som er gratis at tilmelde sig.

Brugte papkasser, tomme kartoner og udtjente plastbeholdere.

Emballageaffald findes i mange varianter, men alt for meget har i dag til fælles, at det ender i naturen eller på forbrændingen, hvilket både er ressourcekrævende og miljøskadeligt.

Derfor vedtog EU i 2018 et direktiv om udvidet producentansvar for emballage for at sikre, at langt mere emballage bliver genbrugt eller genanvendt.

Det betyder blandt andet, at alle danske virksomheder, der markedsfører emballage – hvad enten det er som importører eller påfyldere – fremover skal betale for håndteringen af det emballageaffald, de genererer.

I de fleste EU-lande er det allerede tilfældet i dag, og reglerne for EU-lande med et eksisterende producentansvar for emballage trådte i kraft allerede 1. januar 2023. Herhjemme er det vigtigt at være opmærksom på datoen 1. juli 2025, hvor direktivet træder i kraft i Danmark. Men allerede fra april 2024 skal du registrere dig som producent og indrapportere jeres forventede markedsførte emballagemængder for 2024 hos Dansk Producentansvar.

Målet med det udvidede producentansvar er at skærpe virksomhedernes økonomiske incitament til at reducere brugen af materialer og designe mere genanvendeligt emballage, og ifølge Miljøministeriet kommer cirka 41.000 danske virksomheder kommer til at skulle betale for affaldsbehandling af deres emballage.

Til gengæld kan virksomhederne spare penge og hjælpe miljøet ved at bruge mindre og genanvendeligt emballage. For at forberede dig bedst muligt, anbefaler vi, at du allerede nu går i gang med at:

  1. skabe et overblik over de emballager I bruger i din virksomhed, deres vægt, materiale og om de er målrettet erhverv eller privatforbrugere.
  2. melde jer ind i en kollektivordning, der kan hjælpe med guides, webinarer og efter ikrafttrædelse med konkret opfyldelse af jeres nye forpligtigelser. Dansk Erhverv har været med til at stifte og anbefaler derfor kollektivordningen VANA.

 

Foreløbig producentdefinition fra udkast til bekendtgørelse (maj 2023)

Producent: Enhver fysisk eller juridisk person, som uanset hvilken salgsmetode der anvendes, herunder fjernsalg, er:

a) etableret i Danmark og i Danmark påfylder emballager eller får emballager påfyldt og markedsfører disse fyldte emballager under eget navn eller varemærke, jf. dog litra d og e,

b) etableret i Danmark og i Danmark påfylder emballager eller får emballager påfyldt og markedsfører disse fyldte emballager og ikke er omfattet af litra a, jf. dog litra d og e,

c) etableret i Danmark og importerer og markedsfører fyldte emballager,

d) etableret i Danmark og importerer eller fremstiller serviceemballager eller genbrugsemballager og markedsfører disse,

e) etableret i Danmark og importerer eller fremstiller og markedsfører drikkevarebeholdere og drikkebægre, der er engangsplastprodukter, og som ikke er udformet og beregnet til at blive påfyldt på salgsstedet, eller

f) etableret i en anden EU-medlemsstat eller i et tredjeland og via fjernsalg i erhvervsøjemed sælger emballager eller fyldte emballager direkte til private husstande eller til andre brugere end private husstande i Danmark.

Det udvidede producentansvar

Det udvidede producentansvar er en del af EU’s mål om at nedbringe mængden af affald og sikre øget genanvendelse af særligt emballageaffald i de kommende år.

Princippet i det udvidede producentansvar er, at producenten skal betale for det affald, der genereres fra emballage.

Alle EU-lande skal indfri obligatoriske mål for genanvendelse af emballager i henholdsvis 2025 og 2030, hvor producentansvaret er et af hovedelementerne.

Læs mere om producentansvar for emballage

Kontakt

Klima, energi og miljø

Andreas Hastrup Clemmensen

Chefkonsulent
Medarbejderprofil