Gemt

Et unikt samarbejde: Dansk start-up, ung canadisk talent, globalt ledende virksomhed og førende forskningsinstitutioner inden for biosolutions

29. august 2023

Et bemærkelsesværdigt samarbejde er blevet formet mellem den århusianske start-up Pond Biomaterials, en 17-årig talentfuld canadisk forskerspire, den danske verdensledende biosolutionsvirksomhed Novozymes, Københavns Universitet og DTU.

Historien begynder med en ung kvinde ved navn Naila Moloo. En engageret 17-årig high-school elev fra Canada, der kontakter den danske start-up, og medlem i Dansk Erhverv, Pond Biomaterials - som kort fortalt producerer bioplast baseret på planter ved hjælp af fermenteringsteknologi.

Moloo var i første omgang fascineret af alger og ideen om at kunne løse en af klodens største klimaudfordringer med hjælp fra naturens egen værktøjskasse. Nemlig muligheden for at kunne producere bæredygtig plastik baseret på biologiske ressourcer fremfor oliebaseret, fossil plast.

Men jo mere Naila Moloo researchede, jo mere kom hun frem til, at alger har sine begrænsninger. Det er dyrt og kompliceret at høste planten, der vokser under vandet. Derfor begyndte hun i stedet at kigge i retningen af andemad, som på mange måder minder om alger. Andemad ligger vandets overflade og har mange af de samme fordele som alger. Det vokser samtidig hurtigt og kan gro stort set over hele verden,

Det blev startskuddet til Moloos rejse mod at udforske muligheden for at omdanne andemad til biobaseret plast. Og det førte hende hele vejen fra Canada til Novozymes laboratorier i Lyngby, Københavns Universitet og DTU denne sommer.

Samarbejdet kom i stand gennem Alliance for Biosolutions, som er en forening under Dansk Erhverv, der samler store og små danske virksomheder, forskningsinstitutioner, NGO’er, tænketanke mv.

Gennem tæt samarbejde med danske virksomheder har Moloo over sommeren fokuseret på at bevise konceptets levedygtighed og opnå ’’Proof of Concept’’. Selvom projektet stadig er i sin spæde fase, og selvom bioplast baseret på andemad ikke lander i storproduktion i morgen, så er potentialet enormt.

Det unikke partnerskab mellem de danske virksomheder og forskningsinstitutioner og det canadiske stjernefrø er et eksempel på det store potentiale, biologiens værktøjskasse tilbyder, og på hvordan unge forskeres visioner, drevet af iværksætterånd, kan bidrage til at inspirere etablerede virksomheder og forskere og skabe en positiv indvirkning på vores fremtidige verden.

Kontakt

Klima, energi og miljø

Anne Lerche

Chef for biosolutions
Medarbejderprofil