Gemt

Arbejdsgiver var ikke ansvarlig for en medarbejders tilskadekomst ved manglende brug af hjælpemiddel

22. august 2023

En medarbejder kom til skade under en flytteopgave, hvor der ikke blev benyttet det hjælpemiddel, som arbejdsgiveren havde stillet til rådighed. Arbejdsgiveren var ikke erstatningsansvarlig, da der var tale om en erfaren medarbejder og en enkel opgave.

Arbejdsmiljølovens arbejdsgiveransvar
En arbejdsgiver har pligt til at tilrettelægge og instruere sine medarbejdere i, hvordan de udfører deres arbejde forsvarligt, og ved behov skal der stilles egnede hjælpemidler til rådighed. I forlængelse heraf har en arbejdsgiver også pligt til at føre tilsyn med, at instruktionen og oplæringen følges.

Omfanget af instruktion afhænger af det arbejde, som medarbejdere skal udføre. Der stilles større krav til instruktionen, hvis arbejdet er forbundet med en særlig ulykkes- eller sundhedsfare, eller hvis arbejdet skal udføres af unge eller nye i job. 

Kort om sagen
Den pågældende medarbejder var ansat i et team, som udførte flytteopgaver internt i virksomheden. Medarbejderen skulle sammen med en kollega flytte et hæve-sænke bord fra en etage til en anden. De flyttede bordet manuelt, og undervejs mistede kollegaen grebet om bordet, hvorefter medarbejderen fik bordet i hovedet og pådrog sig et hovedtraume.

Arbejdsgiveren forklarede, at man havde stillet en bordvogn til rådighed, som kunne benyttes til at transportere borde, herunder at få dem gennem døre og ind i en elevator. Herudover henviste arbejdsgiveren til en retningslinje om, at hvis en medarbejder vurderede, at et emne var for tungt, kunne de benytte et eksternt flyttefirma til opgaven.

Medarbejderen forklarede, at bordvognen først var indkøbt efter ulykken, og at der tidligere havde været en organisationsændring med det formål at mindske brugen af eksterne flyttefolk. Medarbejderen mente derfor, at arbejdsgiveren ikke havde levet op til sit arbejdsmiljøretlige arbejdsgiveransvar.

Byrettens afgørelse
Byretten lagde til grund, at bordvognen var på virksomheden, da medarbejderen kom til skade, og at medarbejderne brugte bordvognen som hjælpemiddel ved flytteopgaver, samt at der var mulighed for at bestille eksterne flyttemænd.

I forlængelse heraf udtalte byretten, at kombinationen af medarbejderens erfaring og flytteopgavens enkle karakter gjorde, at der ikke var grundlag for at fastslå, at det var uforsvarligt, at arbejdsgiveren overlod tilrettelæggelsen af opgaven til medarbejderen uden særskilt instruktion eller tilsyn.

Arbejdsgiveren blev derfor frifundet.

Dansk Erhverv bemærker
Dommen illustrerer, at en arbejdsgiver ikke er ansvarlig for en medarbejders tilskadekomst, når en erfaren medarbejder undlader at benytte et egnet hjælpemiddel, som er stillet til rådighed, og som medarbejderen er instrueret i at bruge.

I forlængelse heraf bemærkes det, at der i den konkrete afgørelse er tale om en enkel arbejdsopgave og en erfaren medarbejder, og at der ved mere krævende arbejde med en større risiko for ulykker vil være et skærpet krav til instruktion og tilsyn. 

Nyheden er skrevet på baggrund af Københavns Byrets dom af 31. maj 2023 i sag BS-47626/2020-KBH