Gemt

Der er stadig flest selvhentere i dansk e-handel

23. august 2023

Pakkeshops har mistet lidt popularitet, men samlet set er der stadig flest forbrugere, som henter deres onlinekøb i en pakkeshop eller en pakkeautomat, viser Dansk Erhvervs E-handelsanalyse.

Hent hele E-handelsanalysen, der har fokus på levering, nederst på siden

Danmark er efter sigende en nation af krejlere.

Men når det kommer til e-handel, så er vi i hvert fald en nation af selvhentere.

For selvom pakkeshops’ popularitet er dalet en smule det seneste år, så foretrækker et flertal af de danske onlinekunder at svinge forbi en pakkeshop eller pakkeautomat, når de skal hente de varer, de køber online.

”Det er ikke så overraskende, for med tanke på, hvor mange pakkeshops- og automater, der findes, så er det for mange den letteste og mest fleksible måde at få sine varer på. Og vi ved jo, at bekvemmelighed betyder rigtig meget for forbrugerne,” siger Jens Wedenborg, som er chefkonsulent i Dansk Erhverv, hvor han blandt andet arbejder med logistik.

”At få leveret til døren er i teorien det letteste, men for mange kræver det også, at man er hjemme på et bestemt tidspunkt, og det er ikke altid let at planlægge efter. Samtidig er det også ofte billigere at vælge en pakkeshop eller automat,” uddyber han.

Forbrugerne er ikke klar til at betale for ekspreslevering

Mens en del forbrugere gerne benytter (gratis) ekstra services som levering i tidsintervaller eller levering på aftalt sted, så er der ganske få, der har betalt for ekspreslevering – blot 6 procent.

Tallet har ikke rykket sig væsentligt de senere år, hvilket ikke kommer bag på Jens Wedenborg:

”Vi ved, at forbrugernes villighed til at betale ekstra for nogle leveringsservices er meget lille. Derfor er det svært at forestille sig, at det kommer til at rykke helt vildt.”

Han påpeger, at det også hænger sammen med, at der ikke er mange netbutikker, der tilbyder servicen:

”Vi kan også se i vores seneste logistikanalyse, at det langt fra er en topprioritet at tilbyde for netbutikkerne.”

Ser vi på befolkningsgrupperne, er det oftest de yngre forbrugere og singler og par, der er villige til at betale for ekspreslevering.

Hent hele E-handelsanalysen, der har fokus på levering, ved at logge ind

 

 

Kontakt

Digital Handel

Jens Wedenborg

Chefkonsulent
Kommunikation & Presse

Søren Willemoes Poulsen

Kommunikationskonsulent