Gemt

Finanslov: Regeringen investerer i grøn vejtransport

31. august 2023

Dansk Erhverv tager godt imod regeringens forslag om at afsætte 100 mio. kr. årligt de næste tre år til den grønne omstilling af den tunge vejtransport. Dansk Erhverv har længe kæmpet for, at man fra politisk side investerer i den grønne omstilling og ikke blot bruger afgiftsskruen overfor en sektor, der er meget vanskelig at omstille. Regeringens forslag er en god start, men der er brug for langt flere midler for at nå klimamålene.

Det er ikke hverdagskost, at vejtransportsektoren bliver tilgodeset på finansloven. Men regeringen har indset, at sektoren har brug for en hjælpende hånd til den grønne omstilling. Regeringen lægger derfor op til at afsætte en økonomisk ramme på 100 mio. kr. årligt i 2024-2026, der skal understøtte grønne initiativer på området.

”Vi har i Dansk Erhverv længe kæmpet for, at der bliver investeret mere i den grønne omstilling af den tunge vejtransport, som er meget vanskelig at omstille. Vi vil derfor gerne kvittere for, at regeringen har lyttet til branchen”, siger branchedirektør i Dansk Erhverv Transport, Jesper Kronborg.

Det kræver store investeringer at kick-starte den grønne omstilling af den tunge vejtransport, som spiller en afgørende rolle for nå klimamålene. Målene bliver ikke indfriet ved kun at pålægge virksomheder nye afgifter som fx kilometerafgiften på lastbiler, og derfor tager Dansk Erhverv godt imod regeringens forslag.

”Regeringens forslag er en god start, men vi havde gerne set langt flere midler afsat, hvilket vi også har spillet ud med i flere omgange. Virksomhederne vil gerne den grønne omstilling, men her i overgangsfasen er teknologien for dyr til, at det sker af sig selv. Det gør regeringen nu noget ved, og det er positivt, selvom vi ikke er i mål endnu i forhold til behovet i branchen”, siger Jesper Kronborg

Den konkrete udmøntning af midlerne vil regeringen tage stilling til i efteråret 2023. Dansk Erhverv ser frem til at gå i dialog om, hvordan midlerne kan udmøntes bedst muligt, så samfundet kan rykke hurtigere og mere på den grønne omstilling.

Kontakt

Transport

Kristian Baasch Pindbo

Fagchef for tung transport