Gemt

Kommentar: Vi mangler dybere viden om kulturturismens reelle effekter

09. august 2023

En ny rundspørge fra Dansk Erhverv viser, at kulturtilbud har stor betydning, når danskerne holder sommerferie herhjemme. Og det er der mange der gør. Tre ud af fire eller hvad der svarer til 3,6 millioner danskere over 18 år, forventer at hele eller dele af sommerferien holdes i Danmark. Det er både en stigning i forhold til sidste år og fra før coronanedlukningerne, hvor andelen lå på cirka 70 procent.

Kommentar af Michael Folmer Wessman, chefkonsulent, Dansk Erhverv

Især zoologiske anlæg, museer og koncerter nyder godt af interessen fra danskerne. Når hver tredje dansker forventer at besøge en dyrepark, zoologisk have og/eller et akvarie, svarer det til cirka 1,2 millioner gæster. For museer bliver andelen til omkring 1,1 millioner gæster og for koncerter og festivaler svarer andelen til 0,9 millioner gæster.

Ikke overraskende forventer signifikant flere unge voksne mellem 18-29 år, at skulle til koncert eller festival i løbet af årets sommerferie. 52 procent svarer, at de forventer at gæste en koncert eller festival i løbet af sommerferien.

Vi mangler dybere viden om kulturturismens reelle effekter

Selv om vi med al tydelighed kan se, at kulturaktiviteter trækker i sommerlandet, så er der stadig plads til forbedringer. Vi mangler generelt mere og dybere viden om de reelle turismeøkonomiske effekter, som interessen for kulturtilbud i sommerlandet fører med sig.

Derfor er det i den Nationale Turismestrategi foreslået, at der skal nedsættes en ekspertgruppe for kulturturisme. Siden strategiens fremlæggelse for mere end et år siden er der imidlertid ikke sket meget på dette punkt. Derfor mener vi i Dansk Erhverv, at man bør man se på at løfte dette hurtigst muligt og få nedsat en handlekraftig gruppe.

Det kunne også være relevant for det nye Kulturens Analyseinstitut at se nærmere på den økonomiske betydning og effekt af danskernes kulturelle aktiviteter i sommerlandet.

Endelig bør samspillet mellem kultur og turisme også være et centralt element i den kortlægning af museernes opgaver, som arbejdsgruppen for museumsreform ser på i øjeblikket. Her skal kortlægges både lov-bestemte og ikke-lovbestemte opgaver og for sidstnævntes del, er turismen et yderst vigtigt element for museerne at få belyst og styrket i en national kontekst.

Styrk den kulturelle handlekraft
Den seneste opgørelse fra Danmarks Statistik og den kulturpolitiske redegørelse fortæller, at syv ud af 10 danskere er aktive kulturforbrugere uden for hjemmet. Og her tæller man ikke engang gæster til zoologiske anlæg eller tilskuere til sportsbegivenheder med.

Den store interesse for kulturoplevelser gør sammen med omsætning og beskæftigelse kulturen til et reelt erhverv. Et erhverv, der på linje med andre erhverv har iboende vækst- og udviklingsmuligheder.

Derfor har Dansk Erhverv for nyligt lanceret 18 forslag i form af udspillet kulturel og kreativ handlekraft, der netop har mål på at styrke kulturforretningen.

Her peger vi blandt andet på en styrkelse af kulturturismen, som et element, men finder også behov for et større serviceeftersyn af de voldsomt mange regler, som landets kultur- og eventarrangører er underlagt. Det gælder eksempelvis de mange festivaler, som for alvor folder sig ud i denne tid og som heldigvis igen er tilbage efter en vanskelig periode med coronanedlukninger.

De har stor betydning for ungdommens kulturbegejstring, og kan vi rydde sten af vejen for dem, vinder vi meget.

Kontakt

Turisme, oplevelse & kultur

Michael Folmer Wessman

Fagchef for kultur