Gemt

Behov for indkøbsuddannelse i bæredygtige, offentlige indkøb

14. februar 2023

Bæredygtige offentlige indkøb er en vigtig vej i retning af en mere miljøvenlig og klimarigtig fremtid. Dansk Erhverv mener, at der er behov for at oprette en ECTS-berettiget indkøbsuddannelse, der skal klæde det offentlige på til at træffe bæredygtige valg i indkøb.

 

Hvert år køber det offentlige ind for 415 mia. Kr. Det store beløb vidner om et stort potentiale i at trække den offentlige indkøbsmuskel i en mere bæredygtig retning, og ifølge en befolkningsundersøgelse af Dansk Erhverv er det også i tråd med danskernes holdning:

“Miljø- og klimahensyn skal ifølge danskerne være et afgørende parameter, når det offentlige køber ind. Tre ud af fire danskere mener, at hensyn til miljø og klima er vigtigt”, forklarer Morten Jung, markedschef i Dansk Erhverv.

Det er imidlertid ganske få udbud, der anvender krav om miljø, klima og bæredygtighed i bredere forstand, når det offentlige køber ind. Det er ærgerligt, for bæredygtige konkurrenceparametre kan skubbe markedet i en grønnere retning:

“Vi ved, at erhvervslivet er med på at konkurrere på bæredygtighed. I Danmark er virksomhederne i topform på grøn omstilling, og en medlemsundersøgelse blandt Dansk Erhvervs medlemmer viser da også, at tre ud af fire virksomheder hilser bæredygtighed velkommen som konkurrenceparameter. Det er positivt, for på den måde kan markedet blive drevet i en grøn retning”, siger Morten Jung fra Dansk Erhverv.

Behov for at blive understøttet med indkøbsuddannelse
En af hindringerne mod flere bæredygtige, offentlige indkøb er, at der dels mangler viden, standarder og konkrete værktøjer til at stille de rigtige krav i udbudsmaterialet. Det bakkes op af Dansk Erhvervs konkurrenceevnebarometer, der viser, at professionalisme i offentlige indkøb halter sammenlignet med øvrige OECD-lande:

“For at løse udfordringerne foreslår vi fra Dansk Erhverv side, at der skal etableres en ECTS-berettiget indkøbsuddannelse målrettet offentlige såvel som private aktører. Gennem en professionel indkøbsuddannelse kan kompetencerne inden for området styrkes”, fortsætter Morten Jung.

Dansk Erhvervs forslag om en ECTS-berettiget indkøbsuddannelse fik bl.a. opmærksomhed på Leverandørdagen i Odense, hvor markedschef Morten Jung blev interviewet af Danmarks Radio:

“Når kommunen stiller bæredygtighedskrav, vil den virksomhed, der vinder udbuddet, få afløftet en del af den risiko, der er forbundet med at investere i den grønne omstilling”, udtalte Morten Jung til DR.

Dansk Erhverv foreslår: ECTS-berettiget indkøbsuddannelse i bæredygtige offentlige indkøb

Der oprettes en fond til medfinansiering af ECTS-point berettigede uddannelser i offentlige indkøb i en kommerciel kontekst, samt medfinansiering til uddannelsesforløb. Fonden skal danne grobund for oprettelse af relevante uddannelser således, at kompetencer hos offentlige indkøbere styrkes.

Bedre uddannede indkøbere vil afføde bedre indkøb. Med den store, offentlige indkøbsvolumen kan indkøb bidrage til at fremme innovationen, udvikling af nye løsninger med eksportpotentiale og dermed indtægter til Danmark.

Med en ECTS-berettiget uddannelse i offentlige indkøb opstår en reel mulighed for at styrke kvaliteten i indkøbene. Indkøb handler nemlig ikke kun om penge, men også om kvalitet. Ved at styrke indkøbskompetencerne stiller vi virksomhederne bedre, da offentlige indkøbere bliver dygtigere til at gennemskue virksomhedernes potentiale og løsninger, samtidig med at der skabes mulighed for at åbne nye markeder.

Kontakt

Offentlig-privat samarbejde

Morten Jung

Branchedirektør for OPS
Medarbejderprofil