; ;
Gemt

Dansk Erhverv E-indekset: Baggrunden for tallene

07. februar 2023

I tider med inflation, energikrise, krig og mindre rådighedsbeløb hos forbrugerne, er det vigtigt at have fingeren på pulsen ift. det, der foregår på det danske e-handelsmarked. Derfor lancerer vi Dansk Erhverv E-indekset for at give et månedligt pejlemærke.

I december måned kunne du her på siden læse flere artikler, der var baseret på samme koncept, men med ugentlige opdateringer og fokus på julehandlen. 

”Det er et efterspurgt øjebliksbillede på bevægelserne i markedet. Jeg fik allerede i december, hvor vi bragte de første artikler, tilbagemeldinger fra nogle af vores medlemmer, og de satte pris på tiltaget. Derfor fortsætter vi året ud og muligvis noget længere, og vi vil ikke udelukke, at vi i fremtiden vil inddrage andre datakilder i Dansk Erhverv E-indekset,” afslutter Niels Ralund.

Læs første udgave af Dansk Erhverv E-indekset her

Det er usikre tider, og mange netbutikker er stærkt påvirkede af, at pungen hos de danske forbrugere ikke er så dyb som tidligere.

”Tiderne skifter, og det gør vores medlemmers behov også. I slutningen af 2022 oplevede vi en stor efterspørgsel fra dem efter data - hvordan udvikler det danske e-handelsmarked sig? I Dansk Erhverv Digital Handel er vi til for medlemmerne - vi lytter selvfølgelig til deres behov - og arbejder derfor på at finde løsninger på de udfordringer, som de står med ude i de danske netbutikker,” siger Niels Ralund, e-handelsdirektør hos Dansk Erhverv.

Selvom det ikke er en eksakt videnskab, giver Dansk Erhverv E-indekset et repræsentativt udsnit af virkeligheden ude hos danske netbutikker.

”Dansk Erhverv E-indekset er baseret på tal fra s360, der indsamler realtids data for en meget bred vifte af de danske e-handelsvirksomheder. Det er derfor ikke hele sandheden, men det gør os i stand til at vise temperaturen på det danske e-handelslandskab. Dermed adskiller den sig også fra E-handelsanalysen, hvor vi spørger 14.000 forbrugere om deres forventninger og forbrug. I E-indekset er det konkrete tal fra virksomhedsdata, såsom antal ordrer, besøgende og omsætning” udtaler Niels Ralund.

Hvor kommer dataet fra og hvad siger medlemmerne?

Dansk Erhverv E-indekset er baseret på tal leveret af s360 månedligt, så medlemmer af Dansk Erhverv kan læse med, og se i hvilken retning vejrhanen peger hver eneste måned.

“I de seneste år har vi oplevet, hvor vigtigt det er at adskille resultater drevet af markedsforhold og individuel performance. Vores indeks opdateres på ugentlig basis og er et benchmark bestående af +50 danske e-handelsvirksomheder, hvilket giver en indikation af udviklingen i den danske e-handel sammenlignet med samme periode sidste år. Vi vil selvfølgelig gerne bidrage til Dansk Erhvervs formidling af det danske e-handelsmarked til sine medlemmer,” forklarer Anne Lund Kristiansen, Head of Tech Solutions hos s360.  

At det er vigtigt for danske virksomheder at have dugfriske data i hverdagen, bekræfter Stefan Funch Jensen e-handels- og marketingdirektør hos Brødrene A&O Johansen:

”I vores dagligdag bruger vi tal strategisk i vores forretning, så de indekstal hjælper os. Der er rørte vande i verden lige nu, som gør det svært at navigere. Derfor har vi brug for pejlemærker, som vi kan måle os op imod, så vi bedre kan beslutte, hvilke håndtag vi skal trække i: skal vi øge salget eller skal vi øge lønsomheden?”

Du kan læse om mere metoden bag dataene ved at klikke på plusset nedenfor. Hver artikel, både eksisterende og fremtidige, vil inkludere en præcis beskrivelse af tallene bag.

Kontakt

Digital Handel

Niels Ralund

E-handelsdirektør
Medarbejderprofil
Digital Handel

Carsten Rose Lundberg

Fagchef for digital handel
Medarbejderprofil