Dom fra EU-domstolen om vikardirektivet og overenskomst hos vikarbureauet

Ny dom fra EU-domstolen tager stilling til muligheden for at fravige vikardirektivets ligebehandlingsprincip ved overenskomst hos vikarbureauet.

Sagen – vikar krævede løndifference betalt
En tysk vikar var i 2017 beskæftiget af et vikarbureau på en tidsbegrænset kontrakt. Vikaren blev udsendt til en detailvirksomhed som ordremedarbejder.

Vikaren var omfattet af en overenskomst for vikaransatte og havde efter denne en timeløn på 9,23 euro. Overenskomsten var indgået mellem sammenslutningen af tyske vikarbureauer og det tyske fagforbund, hvor vikarens fagforening hørte under.

De sammenlignelige medarbejdere hos brugervirksomheden havde efter overenskomsten for detailhandelsbranchen i en timeløn på 13,64 euro.

Vikaren krævede, at vikarbureauet betalte den difference, som hun ville have fået udbetalt, hvis hun havde været aflønnet efter overenskomsten for detailhandelsbranchen. Vikarbureauet afviste, at bureauet var forpligtet til at betale andet end den løn, der var fastsat i overenskomsten for vikaransatte.

Spørgsmål til EU-domstolen om vikardirektivet
Den tyske forbundsdomstol i arbejdsretlige sager stillede i sagen en række spørgsmål til EU-domstolen om forståelsen af vikardirektivets artikel 5, stk. 3:

”Medlemsstaterne kan efter høring af arbejdsmarkedets parfter give disse mulighed for på det relevante niveau og på betingelser, som medlemsstaterne fastsætter, at videreføre eller indgå kollektive overenskomster, hvorved der, samtidig med at den generelle beskyttelse af vikaransatte respekteres, kan indføres ordninger vedrørende vikaransattes arbejds- og ansættelsesvilkår, som kan afvige fra dem, der er omhandlet i stk. 1.”

Dette er bestemmelsen i vikardirektivet, der giver mulighed for, at man nationalt kan fravige direktivets ligebehandlingsprincip (stk. 1) ved kollektiv overenskomst på betingelser, som medlemsstaten fastsætter.

EU-domstolens svar
I sagen udtaler EU-domstolen blandt andet, at artikel 5, stk. 3, i vikardirektivet skal fortolkes således, at

• denne bestemmelse ikke kræver, med sin henvisning til begrebet »den generelle beskyttelse af vikaransatte«, at der tages hensyn til et beskyttelsesniveau for vikaransatte, som overstiger det beskyttelsesniveau, der, for arbejdstagere generelt, er fastsat i national ret og i EU-retten vedrørende de væsentlige arbejds- og ansættelsesvilkår. Når arbejdsmarkedets parter ved hjælp af en kollektiv overenskomst tillader forskelsbehandling for så vidt angår væsentlige arbejds- og ansættelsesvilkår til skade for vikaransatte, skal denne kollektive overenskomst imidlertid, for at sikre den generelle beskyttelse af de pågældende vikaransatte, tildele sidstnævnte fordele med hensyn til væsentlige arbejds- og ansættelsesvilkår, som kan kompensere for den forskelsbehandling, som de er udsat for.
  
  
• overholdelsen af forpligtelsen til at sikre den generelle beskyttelse af vikaransatte konkret skal vurderes ved, for en given stilling, at sammenligne de væsentlige arbejds- og ansættelsesvilkår, der gælder for de arbejdstagere, der er ansat direkte af brugervirksomheden, med de vilkår, der gælder for vikaransatte, for således at kunne afgøre, om de tildelte kompenserende fordele for så vidt angår de nævnte væsentlige vilkår gør det muligt at opveje virkningerne af den forskelsbehandling, der er lidt.
  
  
• kollektive overenskomster, der i henhold til denne bestemmelse tillader forskelsbehandling med hensyn til væsentlige arbejds- og ansættelsesvilkår til skade for vikaransatte, skal kunne være genstand for en effektiv domstolsprøvelse med henblik på at efterprøve, om arbejdsmarkedets parter overholder deres forpligtelse til at sikre den generelle beskyttelse af disse arbejdstagere.

Den danske vikarlov
Vikardirektivet er i Danmark gennemført i vikarloven fra 2013. Vikarlovens gennemfører direktivets ligebehandlingsprincip i § 3, stk. 1:

3. Vikarbureauet skal sikre, at vikaren under dennes udsendelse til en brugervirksomhed, for så vidt angår arbejdstidens længde, overarbejde, pauser, hvileperioder, natarbejde, ferie, helligdage og aflønning, mindst har vilkår svarende til, hvad der ville have været gældende i medfør af lovgivning, kollektive overenskomster eller andre bindende generelle bestemmelser, hvis vikaren havde været ansat direkte af brugervirksomheden til udførelse af samme arbejdsopgave.

Vikardirektivets mulighed for at fravige ligebehandlingsprincippet, som nævnt ovenfor, blev også gennemført i den danske vikarlov.

Løsningen blev her en forståelse mellem arbejdsmarkedets parter i Danmark om, at ligebehandlingsprincippet kunne fraviges, hvis vikarens arbejde var omfattet af en overenskomst hos vikarbureauet. For at modvirke risiko for social dumping blev det i den danske vikarlov fastslået, at kun landsdækkende overenskomster - indgået mellem de mest repræsentative parter på det relevante område - kunne anvendes til at fravige ligebehandlingsprincippet:

Stk. 5. Stk. 1-4 finder ikke anvendelse, hvis vikarbureauet omfattes af eller har tiltrådt en kollektiv overenskomst, som er indgået af de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter i Danmark, og som gælder på hele det danske område, hvorved den generelle beskyttelse af vikarer respekteres.

Det fremgår af forarbejderne til vikarloven, at det må antages, at de overenskomster, der indgås af de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter i Danmark, og som gælder på hele det danske område, sikrer vikarer løn- og arbejdsvilkår på et passende niveau. Referencen afslutningsvis i stk. 5 til den indskudte sætning i direktivets artikel 5 stk. 3 og til direktivets betragtning 16 er således alene udtryk for, at det kan lægges til grund, at de mest repræsentative arbejdsmarkedsparters overenskomster opfylder det EU-retlige minimumskrav med hensyn til beskyttelsen af vikarers løn- og arbejdsvilkår. Endvidere fremgår det, at det således ikke er hensigten med lovforslaget, at landsdækkende overenskomster, der i dag regulerer vikarers arbejde, og som er indgået af de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter i Danmark, ikke fremover skal kunne påberåbes som grundlag for fravigelse af ligebehandlingsprincippet.

Dansk Erhverv vurderer
EU-Domstolen fastslår, at man som vikar skal have mulighed for at få prøvet, om de regler, man som vikar er omfattet af, lever op til EU-retten. Det er i sig selv ikke overraskende.

De lands- og brancheoverenskomster, som vikarbureauerne i Danmark er omfattet af, er indgået med de mest repræsentative parter og sikrer dermed efter Dansk Erhverv og det øvrige DA-fællesskabs vurdering den nødvendige beskyttelse af vikarerne i henhold til den måde, hvorpå vikarloven er gennemført i Danmark, jf. forarbejderne beskrevet ovenfor.

Det må forventes, at nogle fagforbund på baggrund af EU-dommen vil udfordre spørgsmålet om den danske implementering, herunder om denne implementering lever op til EU-direktivet. I så fald vil det være op til en dansk domstol at tage stilling hertil.