Gemt

E-handel tabte pusten i 2022

20. februar 2023

Efter mange år med konstant vækst i danskernes e-handel bød 2022 for første gang på et fald i salget. I forhold til 2021 er der samlet set et lille fald på 1 % i værdien af danskernes køb på nettet, men antallet af handler er samlet set steget med 4%.

Log ind og hent hele analysen i bunden af artiklen

”Den ekstraordinære optur, som e-handlen oplevede under Corona-lockdowns i 2020 og 2021, blev sidste år erstattet af et fald, da danskerne økonomisk holdt igen. Det kunne hele detailhandlen, og dermed også e-handlen, mærke. Omsætningen i 2022 lå dog 25% højere end i 2019, altså ”før-Corona”, og kunderne har fortsat positive forventninger til deres kommende e-handel,” siger e-handelsdirektør Niels Ralund fra Dansk Erhverv i forbindelse med offentliggørelsen af Dansk Erhvervs E-handelsanalyse 2022.

”2022 har været et omskifteligt år, hvor tidligere tiders medvind er vendt til modvind. De første måneder tegnede rimeligt fornuftigt. Krig, gasprisernes himmelflugt, svingende fragtpriser og en generel faldende forbrugertillid særligt i 2. halvår samt inflationen var en mavepuster, der sendte hele detailhandlen til tælling.

”Jeg er dog forsigtig optimist for de kommende år, fordi lysten til at handle på nettet er usvækket hos danskerne, da flere i analysen svarer, at de forventer at øge deres e-handel i 2023. Men det bliver hårdt, for værdien af varerne i indkøbskurven tegner til at blive mindre. For første gang i flere år ser vi nemlig, at ”pris” er en stigende årsag til at handle på nettet. Så for en sparsommelig forbruger er det nemt at sammenligne priser på nettet. Analysen viser, at med en inflation på over 7% så var værdien af varerne i indkøbskurven markant mindre i 2022 end året før.”

Nogle punktnedslag i E-handelsanalysen 2022 viser:

At onlinesalget af rejser og kulturoplevelser, der blev meget hårdt ramt under lockdowns er på vej tilbage. Men de mangler endnu en del, før de når niveauet fra før Corona, altså i 2019.

At danskernes lyst til e-handel i udlandet er vendt tilbage efter Coronaen. Den samlede e-handel opdeles i dansk omsætning og udenlandsk omsætning, og her ligger danskernes onlinekøb i Danmark 4% under 2021, mens danskernes køb i udlandet er 7% højere i 2022 end i 2021.

At den største aktør inden for beklædning fortsat er Zalando, der har så godt fat i danskerne, at 7% af årets handler i 2022 røg til den tyske tøjgigant. Næppe så mærkeligt, når 52% af de danske kunder svarer, at Zalando er dansk!

At den stærkt øgede e-handel under lockdowns satte sine spor hos danskerne, hvor hver 8. forbruger (12%) nu foretrækker at handle alle varetyper online. Det var kun hver 20. forbruger i 2019 (5%).

At udviklingen mod mere e-handel via mobiltelefonen fortsætter. 4 ud af 10 køb sker via en smartphone, og 6 ud af 10 varesøgninger sker via en mobil. Endelig er betalinger via apps som MobilePay fortsat på himmelflugt.

Analysen bygger på interviews med over 14.000 forbrugere gennem hele 2022, og giver det største og mest detaljerede billede af danskernes e-handel. Samlet handlede danskerne 287 mio. gange og brugte knap 180 milliarder kroner online på varer og tjenesteydelser i 2022.




Kontakt

Digital Handel

Niels Ralund

E-handelsdirektør
Medarbejderprofil
Politik og Analyse

Simon Bjerremann

Chefkonsulent