Gemt

Opsigelse i strid med forskelsbehandlingsloven kostede 510.000 kr. i godt-gørelse

Nyhed

Dansk Erhverv | Personale - 23.02.2023

Det var i strid med forskelsbehandlingsloven at opsige en medarbejder med et handicap, der havde været sygemeldt i mere end otte måneder. Arbejdsgiveren havde ikke iagttaget sin pligt til at foretage tilpasninger, hvilket Ligebehandlingsnævnet takserede til en godtgørelse på 510.000 kr. svarende til 12 måneders løn.

 

Reglerne
Forskelsbehandlingsloven beskytter handicappede medarbejdere mod afskedigelse eller forringelse af deres ansættelsesvilkår. Beskyttelsen indebærer blandt andet, at en virksomhed ikke må lægge vægt på en medarbejders handicap ved beslutning om opsigelse.

En medarbejder er handicappet i forskelsbehandlingslovens forstand, hvis vedkommende har en lidelse, der medfører en funktionsnedsættelse, som forhindrer vedkommende i at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre, og funktionsnedsættelsen er af lang varighed.

Sagen kort
Sagen drejede sig om en medarbejder, der blev ansat i 2007 som operatør til overvågning af skibstrafikken gennem Storebælt. Arbejdet bestod af 12-timers-vagter, herunder nattevagter.

I februar 2019 blev medarbejderen sygemeldt som følge af en blodprop i øjet, som han senere blev opereret for. Under sygeforløbet blev det konstateret, at medarbejderen havde en arvelig forhøjet risiko for blodpropper. Ifølge en lægeerklæring var det derfor ikke var tilrådeligt med nattevagter.

Medarbejderen startede efter cirka tre måneders fuldtidssygdom op på deltid uden nattevagter i en optrapningsplan. I november 2019 fremgik det af en ny mulighedserklæring, at det fortsat ikke var lægeligt rådeligt, at medarbejderen havde natarbejde på grund af risikoen for fornyet blodprop. Det fremgik også, at medarbejderen højst kunne præstere 70 arbejdstimer om måneden.

I december 2019 opsagde arbejdsgiveren medarbejderen. Baggrunden for opsigelsen var, at det var en væsentlig øget belastning for kollegerne og dyrt for arbejdsgiveren med en vikar. Der blev også lagt vægt på, at medarbejderen ikke kunne arbejde mere end 70 timer om måneden eller have nattevagter fremadrettet, hvilket var en forudsætning for driften.

Ligebehandlingsnævnets kendelse
Ligebehandlingsnævnet fandt, at idet sygdommen på opsigelsestidspunktet ikke havde haft en varighed, der kunne betegnes som lang, beroede vurderingen på en prognose for varigheden. Prognosen fra lægen sagde, at medarbejderen havde et varigt behov for nedsat tid. Nævnet vurderede derfor, at der var en langvarig funktionsbegrænsning, som medførte et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Endvidere fandt nævnet vægt på, at arbejdsgiveren ikke havde opfyldt sin tilpasningsforpligtelse forinden opsigelsen. Der blev særligt lagt vægt på, at arbejdsgiveren ikke havde undersøgt muligheden for at få dækket de vagter, som medarbejderen ikke kunne tage. Medarbejderen blev derfor tilkendt en godtgørelse på 510.000 kr. svarende til 12 måneders løn.

Dansk Erhverv bemærker
Afgørelsen bekræfter, at der ved vurderingen af, om en medarbejder lider af et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, også skal tages højde for en prognose for funktionsnedsættelsens varighed.

Hvis der er risiko for, at en medarbejder kan være handicappet, er det vigtigt, at arbejdsgiveren kan dokumentere, at der er foretaget de relevante tilpasningsforpligtelser. Det kan eksempelvis være i form af tilpasning af arbejdsopgaver, tilbud om hjælpemidler samt reduktion af arbejdstiden.

Dansk Erhverv opfordrer sine medlemmer til at søge rådgivning ved opsigelse af langtidssygemeldte medarbejdere.

Nyheden er skrevet på baggrund af Ligebehandlingsnævnets kendelse nr. 9011 af 1. december 2022.