Gemt

I strid med ligebehandlingsloven at opsige en kvinde kort efter ufrivillig abort

04. januar 2023

Østre Landsret har afgjort, at det var i strid med ligebehandlingsloven at opsige en kvinde ni dage efter, at hun havde orienteret sin arbejdsgiver om en ufrivillig abort, uagtet at opsigelsen var begrundet i manglende performance.

 

Det siger ligebehandlingsloven
Det følger af praksis efter ligebehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må opsige en medarbejder, hvis opsigelsen skyldes det forhold, at medarbejderen har aborteret. Såfremt arbejdsgiveren opsiger en medarbejder i forbindelse med en abort, gælder der en delt bevisbyrde, hvor medarbejderen skal påvise faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er lagt vægt på graviditeten eller aborten ved opsigelsen. Påviser medarbejderen sådanne faktiske omstændigheder, skal arbejdsgiver bevise, at opsigelsen ikke skyldes graviditeten eller aborten.

Opsigelsen var begrundet i manglende performance
I den konkrete sag opsagde virksomheden en kvindelig medarbejder den 15. november 2017. Opsigelsen blev afgivet ni dage efter, at kvinden havde orienteret virksomheden om, at hun havde aborteret ufrivilligt.

På opsigelsestidspunktet var kvinden sygemeldt som følge af aborten. Det fremgik af opsigelsen, at den var begrundet i kvindens manglende performance. Virksomheden havde ikke givet kvinden en skriftlig advarsel som følge af den manglende performance, men virksomhedens direktør forklarede under sagen, at kvinden i sommeren 2017 var blevet orienteret om, at hun havde tre måneder til at forbedre sin performance, og der var i den forbindelse blevet udarbejdet en udviklingsplan og et coachingforløb med kvindens faglige leder. I løbet af de tre måneder forbedrede kvinden sin performance, men virksomheden fandt ikke, at hendes performance var forbedret i tilstrækkelig grad, hvorfor hun blev opsagt.

Landsrettens dom
Landsretten fandt, at kvinden havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at opsigelsen var sket i strid med ligebehandlingsloven. Landsretten lagde vægt på den tætte tidsmæssige sammenhæng mellem den ufrivillige abort og opsigelsen den 15. november 2017 samt sagens øvrige oplysninger, herunder at kvinden var sygemeldt som følge af aborten på opsigelsestidspunktet.

Landsretten vurderede desuden, at virksomheden ikke havde løftet bevisbyrden for, at kvindens sygemelding som følge af den ufrivillige abort ikke var indgået i beslutningen om at opsige hende. På den baggrund fandt landsretten, at virksomheden skulle betale en godtgørelse svarende til ni måneders løn til kvinden, der havde lidt over et års anciennitet på opsigelsestidspunktet.

Dansk Erhverv bemærker
Dommen fra Østre Landsret fastslår – som en række øvrige landsretsdomme – at beskyttelsen i ligebehandlingsloven i et vist omfang også omfatter medarbejdere, som har aborteret, og at bestemmelsen om delt bevisbyrde finder anvendelse i sådanne situationer. Dommen er konkret begrundet, men et af de elementer, der indgår i vurderingen, er, om der er en tæt tidsmæssig sammenhæng mellem aborten og opsigelsen.

Dansk Erhverv anbefaler medlemmerne at kontakte os for rådgivning, hvis I påtænker at opsige en medarbejder, som har aborteret, er gravid eller på barselsorlov.

Nyheden er baseret på Østre Landsrets dom af 28. november 2022 i BS-12689/2021-OLR