Gemt

Kulturminister vil gøre op med forældet lovgivning: "Send mig en mail"

20. januar 2023

Flere end 120.000 danskere er beskæftiget i kulturlivet og oplevelsesindustrien, der har eksportindtægter på 19 milliarder. Derfor er det vigtigt at rammevilkårene er i orden, understregede kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) til Dansk Erhvervs første årsdag for kultur, oplevelse og turisme, hvor han samtidig opfordrede kulturlivet til at dele deres idéer og løsningsforslag.  

 

I den ganske korte periode, Jakob Engel-Schmidt (M) har været kulturminister, har han allerede gjort sig bemærket med en række nye initiativer for at styrke kulturområdet.

Blandt andet vil regeringen styrke kulturen ved at tage livtag med forældet lovgivning, gennemføre en museumsreform og nedsætte råd, der skal undersøge, hvordan kultur kan være med til at løse tidens store kriser.

Derfor blev han også taget varmt imod, da han torsdag eftermiddag trådte op på scenen til Dansk Erhvervs første årsdag for kultur, oplevelse og turisme, der blev afholdt i Børssalen for flere end 300 repræsentanter fra kultur- og turismeerhvervene.

Efter sin tale i Børssalen, uddybede han i et interview, at han i sin første tid som minister har besøgt både museer, uddannelsessteder og private virksomheder for at lytte til deres ønsker og forslag til at skabe de bedst mulige rammevilkår.

”Oplever man ude på sin virksomhed, eller på sit museum eller noget helt andet, at der er regler, man ikke synes er fornuftige, at der er forældet lovgivning, der blokerer for, at man kan give den bedste oplevelse, så er man velkommen til at sende mig en mail på min officielle ministermail eller måske endda sende et lille brev med om, hvordan man forestiller sig, det kunne gøres mere effektivt,” sagde kulturministeren.

Vigtig del af Danmarks økonomi

Kunst og kultur er både noget af det helt essentielle, der er med til at binde danskerne sammen, og en vigtig del af arbejdsmarkedet og økonomien, understregede ministeren.

”Den danske oplevelsesøkonomi og det danske kulturliv tæller mere end 120.000 mennesker, der går på arbejde hver dag. Det er eksportindtægter på 19 milliarder kroner. Det er det fjerdestørste eksporterhverv, og det, tror jeg, rigtig mange glemmer,” sagde Jakob Engel-Schmidt.

imaged1srb.png

Han ønsker, at kulturlivet og oplevelsesøkonomien skal komme til at fylde mere – også uden for de rammer, der er i dag.

”Kultur- og oplevelsesarrangementer skal være inden for rækkevidde, uanset hvor i landet man bor. Det vigtigste er, at rammevilkårene er i orden,” sagde Jakob Engel-Schmidt.

Som minister vil han blandt andet være med til at gennemføre en længe ventet museumsreform, ligesom han vil nedsætte en række kunst- og kulturråd, der skal være med til at sætte de store spørgsmål til debat og undersøge, hvordan Danmark kan blive bundet bedre sammen kulturelt.

Et lokomotiv for turisme

For Jakob Engel-Schmidt er det vigtigt at huske, at kulturlivet og oplevelsesøkonomien er et lokomotiv for turisme. Hvis der ikke er noget at opleve udover smuk natur – og det kan være en destination i sig selv – bliver vi et fattigt destinationsland, ræsonnerer han.

Teatre, arkitektur, museer, musik, gadeidræt og sportsarrangementer er vigtige elementer for at samle danskere og tiltrække turister.

”Hvis ikke alt det findes, bliver vi et fattigt destinationsland, og så tror jeg, at færre mennesker har lyst til at komme og besøge os. Både for at holde ferie, men også for at tage til konference eller på forretningsrejse,” sagde kulturministeren og fortsatte:

”På den måde er det vigtigt, at det hele er bundet sammen.”

Kontakt

Turisme, oplevelse & kultur

Lars Ramme Nielsen

Branchedirektør
Medarbejderprofil