; ;
Gemt

Logistikanalyse: Lagerkapacitet og fragtpriser giver e-handlen udfordringer

20. januar 2023

Virksomheder med e-handel bevarer fortsat optimismen i et svært år. 2 ud 3 butikker forventer at sende dobbelt så mange pakker om tre år i forhold til 2022. Det er et år, der på logistiksiden er præget af udfordringer med fragtpriser og lagerkapacitet for alle netbutikker.

Log ind og hent hele analysen nederst på siden.

Forventninger om fremtidens vækst i e-handlen har fået et dyk i den nyeste Logistik-analyse fra Dansk Erhverv Digital Handel. Mens det i 2021 var 3 ud af 4 butikker, der forventede en fordobling af antallet af pakker på tre års sigt, så viser 2022-analysen, at det nu er to ud af tre (65%), der har de forventninger.

”Der er masser af optimisme i dansk e-handel, men det er klart, at sidste års usikkerhed med inflation, faldende forbrugerforventninger og stigende energipriser har fået nogle butikker til at skrue lidt ned for forventningerne. Men langt de fleste forventer fortsat en fordobling på tre års sigt alene på de fysiske pakker, så udsigterne må jeg uden at overdrive betegne som rigtigt gode,” siger Niels Ralund, e-handelsdirektør i Dansk Erhverv.

Der er også udfordringer for butikkerne, hvor der er enighed om, at fragtpriser og håndtering af lagerkapacitet er en udfordring. De små og mellemstore virksomheder slås også med deres vareleverandører om at overholde deadlines og aftaler, mens de store oplever en udfordring i at leve op til kundernes forventninger om hurtigekspedition og levering.

Top 3 Logistikudfordringer 2022

imageu0cc5.png

Kilde: Logistikanalysen 2022

Der er dog markante forskelle i oplevelsen af udfordringer, alt efter størrelsen på virksomheden.

Bæredygtighed fylder mere, men konkurrencen kræver hurtighed og flere leveringsmuligheder

Kundernes adgang til flere leveringsmuligheder er det vigtigste element i konkurrencen, lyder det fra virksomhederne i Logistik-analysen. Gratis fragt har stor betydning, og først herefter kommer bæredygtig/klimavenlig emballage og ditto levering.

Tilbud om ekspreslevering er faldet i betydning, så kun 28 % af virksomhederne prioriterer det mod 33% i 2021, mens det i 2019 var oppe 54%.

Top 4 logistikservices som konkurrenceparametre de kommende 12 måneder

imagexu4u2.png

”Kunderne har altid sat bekvemmelighed højt ved e-handel, så valg mellem forskellige leveringsformer topper fortsat. Den økonomiske udvikling i 2022 får både kunder og virksomheder til at skæve til fragtprisen, ligesom betydning af gratis returfragt stiger. Det er væsentlige konkurrenceelementer, mens signaler om bæredygtighed nok er vigtige, men i realiteten ikke har den store betydning,” konkluderer Niels Ralund.

imagebecdk.png

Mere end hver tredje virksomhed tror, at den bæredygtige emballage bliver et konkurrenceparameter, men kun hver tiende (12%) tror, at forbrugerne er klar til at betale for den.

”Virksomhederne har spottet, at bæredygtighed i øjeblikket spiller en mindre rolle i selve købssituationen på nettet. Vi ved fra E-handelsanalysen i 1. halvår af 2022, at kun 1 ud af 10 kunder tillægger bæredygtighed ”stor betydning” ved e-handel.  2 ud af 10 siger ”ingen betydning”, og resten svinger ligeligt mellem ”nogen betydning” og ”mindre betydning”. Varens bæredygtige produktion betyder mere end fragt og emballage for kunderne,” lyder det fra Niels Ralund.

 

 

Kontakt

Erhvervspolitik & Analyse

Simon Bjerremann

Chefkonsulent
Digital Handel

Jens Wedenborg

Chefkonsulent