Gemt

Rekordmange lastbiler kørte over Storebæltsbroen i 2022

18. januar 2023

I hele 2022 kørte der 1,7 mio. lastbiler over Storebæltsbroen. Det er rekordmange og en vækst på 2,5 pct. i forhold til året før.

 

Der har været godt gang i bommene ved Storebæltsbroen i 2022. Det blev et rekordår for lastbiltrafikken, hvor ca. 1,7 mio. kr. passerede broen i løbet af året.

Juli måned tegnede sig for den enkelte måned med flest lastbiler nogensinde, hvor ca. 148.500 krydsede den faste forbindelse.

Historiske set har der været vækst i antallet af lastbiler hvert eneste år siden 2010. Over hele perioden er der tale om en stigning på 54 pct., hvilket svarer til 600.000 flere lastbiler.

Figur 1. Antal lastbiler over Storebælt (faktiske tal)

imagevey4g.pngKilde: Dansk Erhverv pba. Storebælt A/S.

Historisk set er der en stærk sammenhæng mellem udviklingen i antallet af lastbiler, der passerer Storebæltsbroen, og den økonomiske aktivitet i samfundet.

De rekordmange lastbiler over Storebælt vidner om, at der har været godt gang i hjulene i 2022. Virksomhederne har haft rigtigt travlt og i starten af året kæmpet med mangel på kapacitet og chauffører. Men den situation er ændret mod slutningen af året i takt med, at der er lagt en dæmper på de økonomiske aktiviteter i samfundet”, siger Jesper Kronborg, branchedirektør i Dansk Erhverv Transport.

Med et 2023 der bevæger sig mod recession pga. energikrise, inflation, rentestigninger og faldende erhvervs- og forbrugertillid, er forventningen, at den økonomiske udvikling vil smitte af på aktiviteten i vejgodstransporten.

Den økonomiske udvikling vil påvirke vejgodsmarkedet, og virksomhederne vil skulle tilpasse sig situationen, og derfor kommer vi sandsynligvis til at se en aftagende vækst i lastbiltrafikken over Storebælt i 2023. Vi skal dog huske på, at vi kommer fra et meget højt aktivitetsniveau, så jeg er nogenlunde fortrøstningsfuld på branchens vegne i det kommende år, hvor vores fokus vil være på at arbejde for bedre rammevilkår og færre byrder på virksomhederne, så de står stærkest muligt til krisen”, slutter Jesper Kronborg.

 

Kontakt

Transport

Kristian Baasch Pindbo

Fagchef for tung transport