Gemt

Podcastserie om kvindelige iværksættere: Mød Tina Søgaard, kvinden bag Ecooking

27. juli 2023

I 2023 er antallet af nye kvindelige iværksættere i Danmark steget med 3,1 procent sammenlignet med 2022. Det viser en ny analyse fra Dansk Erhverv. Men på trods af, at vi har set en stigning i antallet og andelen af kvindelige iværksættere i de seneste år, så er det gået den modsatte vej for investeringerne i kvindelige iværksættere. Blot 0,1 pct. af venturekapital går til virksomheder med kvindelige stiftere.

Det vil Dansk Erhverv gerne være med til at ændre på, for det er vigtigt, at vi fremhæver dygtige og inspirerende rollemodeller, så flere får mod på at prøve kræfter med iværksætteri. Derfor giver vi i en række podcasts ordet til nogle af de dygtige kvinder, der af Dansk Erhverv er blevet kåret som de 25 kvindelige iværksættere, du bør kende i 2023.

Her kan du møde Tina Søgaard, der blandt meget andet står bag det populære hud og kropsbrand Ecooking:

Hvem er Tina Søgaard?
Iværksætteri har altid været en del af Tinas liv.
Hun startede som 11-årig med at indsamle aviser for at sælge dem videre, og har siden den tid lavet forskellige små iværksættervirksomheder.

Hun er uddannet typograf, men er sidenhen sprunget ud som iværksætter, med en æstetisk tilgang til at udvikle kosmetik. I dag er hun Founder af fire virksomheder og har skabt arbejdspladser til over 100 mennesker i Kolding-området.

Blandt hendes virksomheder er House of Cosmetics, en private label virksomhed med naturlige og økologiske plejeprodukter, primært til det nordiske marked.

En anden virksomhed er ”Lille Kanin” – et baby- og børnebrand, der har seks mærkninger som det eneste brand i verden. Udover personlig pleje er der også badehåndklæder, sengetøj og meget andet.

Dernæst er Tina Founder af Ecooking – et hud- og kropsbrand, du vil finde på badeværelset hos utallige danske kvinder. Ecooking har også fået sin egen makeuplinje, med så meget virkning, naturlighed og økologi som muligt.

Ecooking blev solgt til en engelsk kapitalfond for to år siden, og i dag ejer Tina 30% af virksomheden. Sidst, men ikke mindst, har Tina siden 2016 arbejdet med et produkt imod lus. Produktet har flere mærkninger, og ligger på nuværende tidspunkt hos patent- og varemærkestyrelsen. Produktet forventes at gå igennem senest i juni 2023. Det er skabt udelukkende for at sælge patentet videre, så produktet kan komme ud i hele verden på én gang.

Hør Tina Søgaards spændende iværksætterhistorie her:

⇒ Apple Podcasts

⇒ Spotify Podcasts

Podcast- og artikelserien ”Iværksætterkvinder, du bør kende” er skabt i et samarbejde mellem Avisen Danmark, Dansk Erhverv og Danmarks Eksport- og Investeringsfond.

FIK DU LÆST?