; ;
Gemt

Dansk Erhverv indleder samarbejde med ZBC om rekruttering af internationale elever

20. juni 2023

Der hersker ingen tvivl om, at vi ser ind i en tid med mangel på arbejdskraft og mangel på elever – mange er allerede ramt. For at styrke rekrutteringen af faglært arbejdskraft har Dansk Erhverv i samarbejde med ZBC igangsat en indsats målrettet europæiske statsborgere samt herboende ufaglærte udlændinge med dansk cpr-nummer.

Foreløbig omfatter indsatsen: Kok, tjener, bager, konditor, slagter, gourmetslagter.

Uddannelse
Eleverne gennemfører en ordinær erhvervsuddannelse enten som grundforløb 2 og efterfølgende hovedforløb eller som Ny Mesterlæreforløb. Forløbet er identisk med de kendte elevforløb i branchen, og virksomheden modtager AUB-refusion under skoleperioder på sædvanlig vis.

Overgangskravene mellem grundforløb og hovedforløb kræver, at eleverne kan tale dansk. Derfor vil undervisningen i skoleperioderne også foregå på dansk. For at sikre, at eleverne kan bestå deres svendeprøver, er det vigtigt, at hovedsproget i elevernes praktikperioder i virksomheden er dansk.

Eleverne har dansk på deres skoleophold, som suppleres af danskundervisning på den lokale sprogskole. Herudover tilbyder ZBC et online danskkursus til eleverne, inden de påbegynder uddannelsen.

Samarbejdspartnere
I første omgang har vi håndplukket en række virksomheder, som tidligere har tilkendegivet, at de mangler faglærte og er interesserede i at indgå uddannelsesaftaler med internationale elever.

Kontakt

Arbejdsmarked, uddannelse og forskning

Marianne Kragh

Seniorchefkonsulent