Gemt

Studentersæsonen starter snart: Pas på med markedsføringen af alkohol

01. juni 2023

Virksomheder, der ønsker at markedsføre alkoholprodukter i løbet af sommeren, skal være særligt opmærksomme på ikke at målrette deres reklamer mod studenter, da dette er i strid med markedsføringsloven og retningslinjerne for markedsføring af alkohol. Du får her 10 gode råd til studentersæsonen som Alkoholreklamenævnet har udgivet.

Studentertiden vil i de flestes øjne i høj grad forbindes med glade unge mennesker, der som regel godt kan lide at få en del indenbords for at fejre kulminationen på tre års slid og slæb. Da studenterne kan være under 18 år gælder der strenge regler for markedsføringen af alkoholprodukter og derfor kan det være fornuftigt for erhvervsdrivende at sætte sig ind i reglerne.

Alkoholreklamenævnet har derfor udgivet 10 gode råd, som opsummerer nogle af (men ikke alle) kravene for markedsføring af alkohol:

  1. Ingen markedsføring af alkohol rettet mod gymnasie- og handelsskoleelever, fx i sammenhæng med studenterfester, hvor elever kan være under 18 år.
  2. Ingen markedsføring af alkohol på steder, hvor det primært er studerende, der færdes
    • fx på ungdomsuddannelsesinstitutioner.
  3. Markedsføring må ikke vise indtagelse af alkohol på uddannelsesinstitutioner.
  4. Brug ikke billeder af studenter i alkoholmarkedsføring - personer, der bruges i markedsføring af alkohol, skal være mindst 25 år.
  5. Udtryk som "Fri bar til HHX-studenterne”, ”Happy hour til alle med studenterhue” eller "Gratis drink til studenterne" må ikke målrettes elever, der kan være under 18 år.
  6. Brug ikke animationer, skuespillere mv. fra eksisterende børne- og ungdomsuniverser ved markedsføring af alkohol.
  7. Vær opmærksom på at markedsføring af konkurrencer med alkohol ofte kan være fristende for børn og unge.
  8. Et stort eller umådeholdent forbrug af alkohol må aldrig kobles sammen med børn og unge.
  9. Oplys at markedsføring er rettet mod gæster, der er minimum 18 år.
  10. Alkoholmarkedsføring skal altid overholde markedsføringsloven og retningslinjer for markedsføring af alkohol.

Du kan læse mere om retningslinjerne for markedsføring af alkohol på Alkoholreklamenævnets hjemmeside her.

Dansk Erhverv deltager i Alkoholreklamenævnet, og har du spørgsmål til udformning af virksomhedens markedsføring, kan du altid få hjælp hos Dansk Erhvervs jurister.

Kontakt

Handel

Martin Jørgensen

Advokat & Fagchef for Markedsføringsret
Medarbejderprofil