Gemt

Virksomhed oplyste ikke om fortrydelsesretten – forbrugeren slap for at betale

07. juni 2023

Hvis en aftale om levering af en tjenesteydelse er indgået via fjernsalg eller udenfor den erhvervsdrivendes faste forretningssted, så skal der oplyses om fortrydelsesretten. Gør du ikke det, risikerer du, at forbrugeren ikke skal betale for arbejdet -heller ikke selvom det er udført.

Kort om reglerne
Fortrydelsesretten som de fleste nok forbinder med køb af varer på nettet, gælder også, når der indgås aftaler om tjenesteydelser, og aftalen indgås enten som fjernsalg eller udenfor dit faste forretningssted. Fortrydelsesfristen begynder først at løbe, når forbrugeren har fået de korrekte oplysninger på et varigt medium, dog udløber fortrydelsesfristen senest 12 måneder efter udløbet af den oprindelige fortrydelsesfrist. En ny afgørelse fra EU-Domstolen viser, at det kan have store konsekvenser, hvis ikke du informerer korrekt om fortrydelsesretten.

Kort om sagens forløb
En tysk forbruger aftalte i oktober 2020 med en erhvervsdrivende, at den erhvervsdrivende skulle stå for renoveringen af elinstallationerne i forbrugerens hjem. Aftalen blev indgået mundtligt udenfor den erhvervsdrivendes faste forretningssted og var dermed omfattet af forbrugerrettighedsdirektivets regler om fortrydelsesret. Den erhvervsdrivende oplyste dog ikke forbrugeren om fortrydelsesretten.

Arbejdet blev udført i løbet af efteråret 2020 og i december 2020 sendte den erhvervsdrivende en faktura for arbejdet. Forbrugeren betalte imidlertid ikke fakturaen og efter, at den erhvervsdrivende i marts 2021 havde sendt fakturaen til inkasso, meddelte forbrugeren, at han fortrød aftalen.

Inkassofirmaet lagde sag an mod forbrugerne med krav om betaling af fakturaen – også selvom inkassofirmaet erkendte, at der ikke var oplyst om fortrydelsesretten, Inkassofirmaet mente dog, at det ville være en urimelig sanktion mod den erhvervsdrivende, hvis forbrugeren kunne slippe for at betale for et stykke arbejde, der allerede var udført.

EU-domstolens vurdering af sagen
Afgørelsen fra EU-domstolen er meget klar: En forbruger kan slippe for at betale for arbejdet, hvis forbrugeren ikke er blevet informeret korrekt om fortrydelsesretten. Det gør ikke nogen forskel, at forbrugeren først har benyttet sig af fortrydelsesretten efter, at arbejdet er fuldført.  

Hvis du leverer tjenesteydelser til forbrugere og aftalerne for eksempel bliver indgået via nettet, via telefonen eller ude hos forbrugeren, er det derfor vigtigt, at du informerer forbrugeren korrekt om fortrydelsesretten og at du forud for arbejdets udførelse udleverer vilkårene til forbrugerne på et varigt medium. Du skal blandt andet oplyse forbrugeren om 1) betingelserne for at udnytte fortrydelsesretten, 2) tidsfristen for at benytte fortrydelsesretten og 3) procedurerne forbrugeren skal følge for at benytte sig af fortrydelsesretten. Derudover skal du sørge for, at forbrugeren får udleveret forbrugeraftalelovens standardfortrydelsesformular.

Find de samlede oplysningsforpligtelser fremgår af § 8 i forbrugeraftaleloven.

Hvis du er medlem af Dansk Erhverv kan du altid kontakte vores erhvervsjurister med dine spørgsmål om fortrydelsesretten eller andre forbrugerregler.

Kontakt

Handel

Bo Dalsgaard

Fagchef for Forbrugeraftaler og Forbrugerklagesystemer
Medarbejderprofil