Gemt

Dansk Erhverv: Omlæg kandidat-SU til lån

26. maj 2023

Dansk Erhverv følger forhandlingerne om en universitetsreform tæt. Der er mange spændende ting på bordet såsom flere erhvervskandidater, flere internationale studerende, dimensionering og en meritreform. Nu går forhandlingerne ind i den afgørende fase, og det er vigtigt, at der landes den bedst mulige aftale.

”Den store knast i forhandlingerne handler om omfanget af forkortelser. Her er Dansk Erhverv klar til at gå konstruktivt ind i arbejdet, og vi er meget glade for, at regeringen har lagt op til at nedsætte et kandidatudvalg, hvor vi kan gå grundigt til værks og sikre kvalitetsuddannelser til fremtiden. Det vil dog være klogt at fare med lempe og prøve sig frem med en mindre del af uddannelserne,” siger Brian Mikkelsen, adm. direktør i Dansk Erhverv.

Dansk Erhverv har dog også bekymringer i forhold til forhandlingerne.

”For det første vil vi advare imod at forkorte de mest produktive og efterspurgte uddannelser. Det gælder en række samfundsvidenskabelige uddannelser såsom økonomi, revisor, jura og de fleste uddannelser på CBS. Vi skal ikke røre ved det, der virker godt.  Desuden glæder vi os i den grad over, at der er udsigt til langt flere erhvervskandidater, hvor man kombinerer studie og arbejde. Det er på alle måder fremragende. Vi er dog bekymrede for, om vi kan komme i mål med det nuværende SU-system. En almindelig universitetsuddannelse giver SU – det gør en erhvervskandidat ikke,” siger Brian Mikkelsen.

Dansk Erhverv vurderer, at det bliver vanskeligt at overbevise så mange unge om, at de skal frasige sig deres SU for at tage en erhvervskandidat.

”Den logiske vej frem vil være at omlægge hele kandidat-SU’en til lån. Det har en række fordele: Det vil øge arbejdsudbuddet. Det vil fjerne problemet med SU til internationale studerende. Det vil øge de studerende fokus på at vælge de mest efterspurgte uddannelser. Det vil gøre erhvervskandidaterne langt mere attraktive,” siger Brian Mikkelsen.