Gemt

Kan en forbruger miste sin fortrydelsesret, hvis varen ikke bliver sendt retur inden 14 dage?

11. maj 2023

Ja, hvis forbrugeren ikke sender varen retur senest 14 dage efter at have give besked om fortrydelse, har forbrugeren ikke længere fortrydelsesret

Måske oplever du også, at nogle af dine kunder giver besked om, at de fortryder købet, men varen bliver ikke sendt tilbage umiddelbart efter. Hvor længe skal man egentlig vente på, at køberen returnerer en vare, der er fortrudt?

En forbruger, der køber varer på nettet, har som bekendt 14 dage til at fortryde købet. De 14 dage regnes fra, at forbrugeren har fået varen i fysisk besiddelse.

Når forbrugeren har givet besked om sin fortrydelse, har han eller hun 14 dage fra beskeden er givet, til at returnere varen til den erhvervsdrivende. Det er tilstrækkeligt, at varen er afsendt inden for 14-dages fristen.

Hvis forbrugeren ikke sender varen retur senest 14 efter, at beskeden om fortrydelse er givet, har forbrugeren ikke længere fortrydelsesret.

Som erhvervsdrivende kan det måske være svært at vide, hvornår varen er sendt retur, så man skal nok lægge et par dage til. Er situationen den, at forbrugeren venter flere måneder, er sagen helt klar. Der er ikke længere fortrydelsesret.

Forbrugeren bærer som udgangspunkt også risikoen for varen, hvis den skulle forsvinde eller blive beskadiget på vejen tilbage til netbutikken.