Gemt

Lovændring: Flere virksomheder skal indhente revisorbistand

08. maj 2023

Der blev sidste år vedtaget en række ændringer i årsregnskabsloven. Det betyder blandt andet at der er flere virksomheder som skal indhente bistand fra en godkendt revisor. Det gælder med virkning fra og med regnskabsår, der begynder den 1. januar 2023. Aflægger man regnskab for kalenderåret 2023 skal man derfor i forbindelse med regnskabsaflæggelsen i 2024 indhente revisorbistand.

I dag kan virksomheder som udgangspunkt undlade en revisorerklæring, hvis virksomheden i to på hinanden følgende regnskabsår på balancetidspunktet ikke overskrider to af følgende størrelser:

  • En balancesum på DKK 4 mio.
  • En nettoomsætning på DKK 8 mio.
  • Et gennemsnitligt antal heltidsbeskæftigede i løbet af regnskabsåret på 12.

Lovændringen indebærer, at der er revisionspligt hvis din virksomhed har en balancesum over 50 mio. kr. i to på hinanden følgende regnskabsår.  En virksomhed med kalenderårsregnskab, som både i 2022 og 2023 havde en balancesum over 50 mio. kr., kan derfor ikke fravælge revision (eller udvidet gennemgang) for regnskabsåret 2023.

For virksomheder i regnskabsklasse B, som befinder sig i det, der benævnes særlige risikobrancher, og som samtidig har en årlig nettoomsætning på over 5 mio. kr. i to på hinanden følgende regnskabsår, er der fremover krav om en uafhængig revisors erklæring efter eget valg.

De særlige risikobrancher er:

45.11 Salg af biler og lette motorkøretøjer  
451110 Engroshandel med personbiler, varebiler og minibusser 
451120 Detailhandel med personbiler, varebiler og minibusser
   
49.4 Vejgodstransport og flytning  
494100 Vejgodstransport
494200 Flytteforretninger
   
56. Restaurationsvirksomhed  
561010  Restauranter
561020  Pizzeriaer, grillbarer, isbarer mv
562100  Event catering
562900  Anden restaurationsvirksomhed
563000  Caféer, værtshuse, diskoteker
   
63.1 Databehandling, webhosting og lignende serviceydelser; webportaler  
631100  Databehandling, webhosting og lignende serviceydelser
631200  Webportaler

 

Det er derfor vigtigt, at du som virksomhed er opmærksom på hvad din branchekode er, og om du dermed er dækket af de nye krav om revision. Det kan du finde ud af ved at slå din virksomhed op på virk.dk.

Hvis din virksomhed ikke er placeret i den korrekte branchekode, er det muligt at ændre den. Det kan eksempelvis blive aktuelt, hvis du ikke finder din nuværende branchekode specifik nok, eller du har ændret hovedaktiviteten i din virksomhed, siden den blev stiftet. Det kunne fx være at din virksomhed ikke længere handler med personbiler, varebiler eller minibusser (kode 451110 eller 451120) – men med campingkøretøjer. Så skal virksomheden flyttes til 451910 (engros- eller detailhandel med campingkøretøjer, små trailer m.v.).

Du kan finde en komplet liste over alle branchekoder her