Gemt

Tre skarpe om OPS: Rikke Søgaard Berth, Horten

26. maj 2023

Dansk Erhverv har stillet Rikke Søgaard Berth, der er partner hos Horten, tre spørgsmål om offentlig-privat samarbejde.

 

  1.  Hvordan kan vi skabe bedre forudsætninger for det gode offentlig-private samarbejde?
    En afgørende forudsætning for, at det gode offentlig-private samarbejde trives, er, at begge parter forstår og respekterer de rammer, den anden part arbejder under.

    De offentlige myndigheder er underlagt politisk styring. Det kan de private aktører til tider opleve som irrationelt, men det er det ikke: Politiske beslutninger udspringer blot af en politisk rationalitet fremfor en ren økonomisk rationalitet. Private leverandører bør være nysgerrige på, hvad der driver de politiske agendaer, da det giver en langt bedre forståelse af de offentlige kunder.

    Og set fra den modsatte side: Private leverandører er erhvervsdrivende. Jeg oplever, at det i det offentlige nogle gange bliver omtalt lidt nedsættende, at "de jo bare er i markedet for at tjene penge". Ja – selvsagt! De private leverandører har medarbejdere, der skal have løn, underleverandører der skal betales – og også ejeren skal tjene penge. Det er der ikke noget fordækt eller odiøst i. Her er kunsten fra det offentliges side at sikre effektiv konkurrence, så det offentlige får mest for pengene i forbindelse med de offentlige indkøb.

  2. Hvad kan vi gøre for at styrke tilliden og gennemsigtigheden i offentlig-privat samarbejde?
    Det er afgørende, at både offentlige og private deltagere i denne samarbejdsform går tillidsfuldt ind i samarbejdet. En god aftale skal skabe de strukturelle rammer, som samarbejdet udfolder sig indenfor. Den skal også sikre, at begge parter får værdi af samarbejdet. Dét skaber tillid.

    Den gode aftale rummer de fælles mål og forudsætninger for samarbejdet, og den regulerer, hvordan samarbejdet skal forløbe – også når det er svært. Hvis der er lavet en grundig forventningsafstemning, da aftalen blev udarbejdet, kan man ovenikøbet være så heldig, at det ikke er nødvendigt at finde aftalen frem igen.

    Tillid skal vedligeholdes, både fra den private og den offentlig side. Tilliden kan fx få et knæk, hvis den offentlige kunde går i medierne med kritik af leverandøren. Eller hvis den private leverandør ikke er fleksibel, fx i forhold til leverancer, der har særlig vigtighed for de svageste borgere. I begge tilfælde er den tidlige dialog om udfordringerne vejen frem.

    Gennemsigtighed er en svær størrelse i det offentlig-private samarbejde. Aktindsigtsreglerne betyder, at der er meget stor gennemsigtighed – og dét kan være en udfordring for den private leverandør, der gerne vil undgå konkurrenternes indsigt i forretningsoplysninger. På den anden side har gennemsigtighed værdi for markedet.

    Her er det min anbefaling, at man i kontraktgrundlaget sikrer en høringsmekanisme. Det indebærer, at den private leverandør er bekendt med, at der som udgangspunkt er ret til aktindsigt i alle dokumenterne, men også ved, at man bliver hørt, hvis der kommer begæringer om aktindsigt.

  3. Hvordan kan vi fremme grønne og innovative offentlige indkøb?
    Med det offentlige Danmarks store indkøbsvolumen følger et stort ansvar, og der er en unik mulighed for at præge indkøbene ved at gennemføre grønne udbud. Samtidig er det klart, at man som offentlig indkøber ikke besidder den samme viden om markedet, som de private leverandører har tilsammen.

    Her er der flere greb, der kan tages.

    For det første kan man række ud efter den viden, markedet har: Hvad er de nye, gode løsninger? Det kan ske gennem markedsdialog, hvor man inviterer markedsaktørerne indenfor tidligt i processen. Det giver værdi at bringe den private viden i spil fra starten.

    For det andet kan samarbejde mellem offentlige myndigheder, fx i indkøbsforeninger, bidrage til at dele viden. Her kan man også inddrage rådgivere, der har erfaring på tværs af mange offentlige myndigheder.

    For det tredje giver udbudsreglerne en række muligheder, som det er værd at være opmærksom på. Udbudslovens § 40 giver ordregiver mulighed for at stille krav om, at en vare skal leve op til grønne standarder, fx med hensyn til levetid. Ordregiver kan også skabe effektive incitamenter til at sikre produktets levetid, hvis leverandøren skal stille en service til rådighed, men hvor selve ejerskabet til produktet forbliver hos leverandøren.

    For det fjerde er det en forudsætning for at nå i mål med effekten af grønne offentlige indkøb, at ordregiver løbende følger op på, at kravene overholdes af leverandøren. Ellers udkonkurreres de leverandører, der indregner omkostningen ved at opfyldelse kravene i deres priser. Undlad at stille flere krav, end hvad I har ressourcer til at følge op på.

LÆS OGSÅ

Kontakt

Offentlig-privat samarbejde

Morten Jung

Branchedirektør for OPS
Medarbejderprofil