Gemt

Har du styr på din prismarkedsføring?

14. marts 2023

Det er snart et år siden, at de nye regler om prismarkedsføring trådte i kraft og hos Dansk Erhverv får vi stadig mange spørgsmål til reglerne. Husker du for eksempel, at du altid skal vise før-prisen, hvis du annoncerer med et spar-budskab? 

 

Da de nye regler trådte i kraft den 28. maj sidste år, var de væsentligste ændringer: 

  • Før-prisen skal altid vises, når du annoncerer med en prisnedsættelse 
  • Du skal have haft en vare til salg i minimum 30 dage før, at du kan annoncere med en prisnedsættelse 
  • Alle prisnedsættelser – også de helt kortvarige – får betydning for din før-pris 

Halvdelsreglen gælder fortsat 

Vi får stadig mange spørgsmål om prismarkedsføringen og en del af dem handler om, hvor længe du som butik må køre en kampagne. Udgangspunktet er, at du maksimalt må køre en kampagne i 10 dage, hvis ikke du skriver noget om kampagnens varighed. Hvis du vil køre en kampagne, der varer længere end 10 dage har du to muligheder: 

  1. Du skriver fra starten af kampagnen og i al efterfølgende markedsføring, hvilken periode kampagnen gælder for. Det kan før eksempel gøres ved, at du skriver: ”Tilbuddet er gældende fra 1. maj til 22. maj”

  2. I al markedsføring efter de første 10 dage skriver du klart og tydeligt, at der er tale om en forlængelse af en eksisterende kampagne. Du kan for eksempel skrive ”Vi forlænger det gode tilbud”. 

En kampagne må dog aldrig vare mere end halvdelen af din referenceperiode. Det betyder, at jo længere en kampagne er, desto længere bliver din referenceperiode. Hvis du for eksempel vil køre en kampagne på seks uger, skal du sammenligne med din laveste pris på varen i de forudgående 12 uger.  

Dansk Erhverv har lavet en mini-guide til reglerne 

Vi har lavet en mini-guide til de nye regler, så hvis du er medlem af Dansk Erhverv kan du logge ind på vores hjemmeside og læse vores mini-guide. Som medlem kan du også kontakte vores erhvervsjurister, hvis du har spørgsmål til reglerne. 

Vi arrangerer også en række kurser om prismarkedsføringsreglerne i den kommende tid. Vi holder fysiske møder i Kolding og København og et webinar. På de fysiske kurser vil der være mere tid til rådighed og dermed også større mulighed for at stille spørgsmål. 

Du kan tilmelde dig kurset Få styr på de nye regler for prismarkedsføring via nedenstående links: 

Kolding d. 13. april

København den 28. april

Online den 10. maj

Kontakt

Handel

Bo Dalsgaard

Fagchef for Forbrugeraftaler og Forbrugerklagesystemer
Medarbejderprofil
Handel

Martin Jørgensen

Advokat & Fagchef for Markedsføringsret
Medarbejderprofil