Gemt

Medarbejder havde ikke krav på kompensation for ubrugte feriefridage ved fratræden

23. marts 2023

En medarbejder, der ikke var omfattet af en overenskomst, rejste krav om kompensation for ubrugte feriefridage ved fratræden. Byretten fandt, at medarbejderen ikke havde godtgjort, at hendes ret til feriefridage kunne konverteres til et økonomisk krav. Dansk Erhverv førte sagen for virksomheden.

Sagen kort
En Senior Project Manager var ansat i en virksomhed, som ikke var omfattet af overenskomst. Af medarbejderens ansættelseskontrakt fremgik det, at medarbejderen var berettiget til ferie i henhold til ferielovens bestemmelser samt i tillæg hertil fem feriefridage pr. år.

Medarbejderen opsagde sin stilling i virksomheden og gav i opsigelsesperioden udtryk for, at hun ønskede at afholde ferie inden sin fratræden. Virksomheden ønskede dog, at medarbejderen arbejdede i hele sit opsigelsesvarsel. Dette accepterede medarbejderen under forudsætning af, at virksomheden skulle udbetale hendes ferie ved fratræden. Dette var virksomheden indforstået med og oplyste samtidig, at aftalen ikke omfattede hendes ubrugte feriefridage. Medarbejderen mente på den baggrund, at hun var blevet afskåret fra at afholde sine feriefridage, og at hendes ansættelseskontrakt var mangelfuld.

Byretten frifandt virksomheden
Retten konstaterede, at det ikke var reguleret i ansættelseskontrakten eller på anden vis, hvilke nærmere regler der var gældende for feriefridagene, herunder hvordan det forholdt sig med ubrugte feriefridage, når medarbejderen havde opsagt sin stilling.

Retten fandt på den baggrund, at medarbejderen ikke havde godtgjort, at hendes ret til feriefridage kunne konverteres til et økonomisk krav – heller ikke hvis det måtte lægges til grund, at hun var blevet forhindret i at afholde de ikke afholdte feriefridage.

I forhold til kravet om godtgørelse for mangelfuldt ansættelsesbevis fandt retten, at kontrakten i tilstrækkelig grad indeholdt en gengivelse af de oplysninger, der var gældende for medarbejderens ansættelsesforhold, idet en ansættelseskontrakt ikke skal indeholde oplysninger om forhold, der ikke er gældende for ansættelsen.

Virksomheden blev herefter frifundet for alle forhold.

Dansk Erhverv bemærker
Afgørelsen er i tråd med tidligere retspraksis, hvor ikke-overenskomstdækkede arbejdsgivere er blevet frifundet for at skulle kompensere medarbejdere for den økonomiske værdi af ubrugte feriefridage ved fratræden. Det er derfor fortsat det helt klare udgangspunkt, at feriefridage er en frihedsrettighed og ikke en økonomisk rettighed – også selvom der ikke er taget stilling til dette i ansættelseskontrakten.

Retten har med afgørelsen samtidig slået fast, at dette også er retsstillingen, hvis en medarbejder måtte være blevet forhindret i at afholde tilgodehavende feriefridage, og at et ansættelsesbevis ikke skal indeholde oplysninger om forhold, der ikke er gældende for ansættelsen.

Dansk Erhverv anbefaler dog, at ikke-overenskomstdækkede virksomheder tager stilling til, hvordan ikke afholdte feriefridage skal reguleres ved medarbejders fratræden. Dette kan ske enten i medarbejderens ansættelseskontrakt eller i virksomhedens personalepolitik.

Husk at hvis ansættelsesforholdet er omfattet af en overenskomst, vil overenskomsten indeholde regler om, hvordan ubrugte feriefridage skal behandles ved opsigelse og fratræden.

Nyheden er skrevet på baggrund af dom fra Retten på Frederiksberg af 7. marts 2023. Det er endnu uvist, om sagen ankes til landsretten.