Gemt

Spændende udspil til en kandidatreform

02. marts 2023

I Dansk Erhverv tages der positivt imod regeringens udspil til en reform af de videregående uddannelser. Vi ser frem til diskussionen, for dygtige medarbejdere er Danmarks vigtigste råstof, lyder det fra adm. direktør Brian Mikkelsen.

Regeringen har torsdag fremlagt sit forslag til en reform af de videregående uddannelser og sigtelinjer for en sammenhængende reform af hele uddannelsessektoren. Udspillet indeholder bl.a. kortere kandidatuddannelser, mulighed for større specialisering, mulighed for længere kandidater og flere erhvervskandidater.

”Det er et spændende udspil, som regeringen er kommet med. I Dansk Erhverv mener vi, at det er helt afgørende, at en ny reform øger kvaliteten af vores uddannelser. Vi går derfor positivt og konstruktivt ind i forhandlingerne, som vi altid gør, når det kommer til reformer, der også kan skabe øget arbejdsudbud. Dygtige medarbejdere er Danmarks vigtigste råstof, og det er vores ambition, at der landes en model, som samlet set vil gøre os både klogere og rigere. Succeskriteriet er, at der i sidste ende sikres en bedre sammenhæng mellem universiteternes uddannelsesudbud og erhvervslivets efterspørgsel,” siger Brian Mikkelsen.

Brian Mikkelsen understreger, at der er behov for, at hele uddannelsesområdet justeres.

”Derfor er det positivt, at regeringen med sit udspil lægger op til en sammenhængende reform. For vi skal se bredt på uddannelsesområdet. Næsten hver femte i en ungdomsårgang får ikke en uddannelse, der giver adgang til job. Mange forlader grundskolen uden at kunne regne og læse på et tilstrækkeligt højt niveau. Og vi skal have flere til at tage en erhvervsuddannelse. Det er grundlæggende ting, som der også skal gøres noget ved. Det er positivt, at regeringen med sit udspil skaber et grundlag for varige investeringer i børn og unges uddannelse,” siger Brian Mikkelsen.

Vi skal uddanne de rigtige
Det høje danske uddannelsesniveau er en af grundstenene i vores velstand. Skal vi fortsat være blandt de mest velstående samfund, skal vi løbende blive klogere.

”I dag tager cirka hver fjerde ung en universitetsuddannelse. Det er langt flere end for et par årtier siden. I det store hele har det været en kæmpe succes for Danmark. Men den store vækst på universiteterne har også sine skyggesider. På områder inden for bl.a. humaniora og naturvidenskab er der alt for høj ledighed. Spørgsmålet er, om vi uddanner de rigtige, og om kvaliteten er tilstrækkelig. I Dansk Erhverv mener vi, at en ny reform skal munde ud i at øge kvaliteten af vores uddannelser. Og vi er derfor også parate til at forkorte nogle uddannelser og se på mere fleksible kandidatuddannelser,” siger Brian Mikkelsen.

Brian Mikkelsen tilføjer, at det er vigtigt, at en endelig aftale også indeholder bedre meritoverførsel uddannelserne imellem og øget fokus på dimensionering, så vi i højere grad uddanner de kompetencer erhvervslivet efterspørger.

”Det er vores vurdering, at en forkortelse af halvdelen af kandidatuddannelsespladserne lyder af for meget. Derfor er det positivt, at regeringen også er villige til at se på netop dimensionering og merit. I omegnen af hver tredje ung falder i dag fra deres videregående uddannelse. De fleste søger heldigvis ind på andre uddannelser, og her er det vigtigt, at der så sikres en øget brug af merit. Alt for ofte starter den unge helt forfra. Det skal være lettere at gå ind af én dør i uddannelsessektoren for at gå ud af en anden,” siger Brian Mikkelsen.

Flere erhvervskandidater og internationale studerende
Brian Mikkelsen tilføjer, at det er særdeles positivt, at regeringens udspil lægger op til, at der kommer op mod 5.000 flere erhvervskandidater. Målsætningen er desuden, at cirka 2.500 studerende hvert år på sigt skal tage en erhvervskandidat på en engelsksproget uddannelse.

”Et øget optag på erhvervskandidatuddannelserne sikrer, at uddannelserne kommer tættere på erhvervslivet. Derudover er det positivt, at det også er ambitionen at tiltrække flere internationale studerende til kandidatuddannelsen. Virksomhederne efterspørger højtuddannet arbejdskraft, og her spiller internationale studerende en stor rolle, da de netop kommer med international erfaring og viden,” siger Brian Mikkelsen.