Gemt

Penge fra flyafgift bør gå til grøn omstilling af luftfarten

09. november 2023

Dansk Erhverv hilser en ny flyafgift velkommen. Dansk Erhverv så dog helst, at provenuet fra flyafgiften rent faktisk bruges på at få fart i de grønne initiativer inden for luftfart og ikke en forhøjelse af ældrechecken.

Regeringen har i dag fremlagt sit udspil til en ny passagerafgift med udspillet Vejen til grøn luftfart. I udspillet foreslår Regeringen at indføre en passagerafgift på flyrejser på gennemsnitligt 100 kr. pr. rejse i 2030. Afgiften skal blandt andet være med til at finansiere den grønne omstilling af luftfarten.

Passagerafgiften vil blive indfaset gradvist fra 2025 og være fuldt indfaset i 2030. Den vil gælde alle flyrejser, både indenrigs- og udenrigsflyvninger. Passagerer, der alene mellemlander i en dansk lufthavn, vil dog være undtaget for afgiften.

”Det er en bunden opgave for luftfartsektoren at omstille sig på linje med andre sektorer i samfundet. Derfor har vi i Dansk Erhverv længe været tilhænger af en flyafgift, fordi det kan være med til at sikre den nødvendige omstilling og samtidig sikre, at Danmark indtager en global førerposition i denne omstilling og bevarer vores konkurrenceevne. Selvom der er gode elementer, synes vi ikke helt, at den model, som regeringen fremlægger i dag, rammer skiven rigtigt, da man holder fast i, af en stor del af provenuet skal gå til ældrechecken frem for grøn omstilling,” siger branchedirektør i Dansk Erhverv Transport Jesper Kronborg. 

Regeringen foreslår, at afgiften skal være forskellig alt efter, hvor lang flyrejsen er. Det betyder, at afgiften vil være lavest på korte rejser, fx indenrigsrejser og rejser inden for Europa, og højest på lange rejser. Når afgiften er fuldt indfaset i 2030, vil afgiften på en rejse inden for Europa således være på ca. 60 kr., mens den for mellemlange rejser vil være på ca. 240 kr. For lange rejser vil afgiften være ca. 390 kr. 

Provenuet fra afgiften skal gå til finansiering af en grøn indenrigsrute i 2025 og 100 procent grøn indenrigsluftfart i 2030 samt støtte til mindre regionale lufthavne og en pulje til generelle tiltag for den grønne omstilling af luftfarten.

Det står samtidig klart, at Regeringen holder fast i, at 50 procent af provenuet skal gå til at finansiere en forhøjelse af ældrechecken.

“Dansk erhvervsliv har brug for både grøn omstilling samt national og international tilgængelighed. Vi synes derfor, at det er ærgerligt, at man ikke lader pengene fra afgiften gå til alene at fremme den grønne luftfart. Det er der stærkt brug for, og det virker derfor ejendommeligt, at pengene også skal finansiere en forhøjet ældrecheck. Så virker det snarere som brandbeskatning end en afgift til at fremme den grønne omstilling af luftfarten,” siger Jesper Kronborg.

Regeringen foreslår desuden, at der i 2027 vil være et “pitstop”, hvor passagerafgiften kan evalueres. Her mener Dansk Erhverv, at det ville være oplagt at se på, hvorvidt den nationale passagerafgift kan udfases i takt med, at de fælleseuropæiske krav fra EU om bl.a. iblanding af bæredygtige flybrændstoffer indfases.

Dansk Erhverv er overordnet set tilfreds med, at der nu foreligger et udspil, som sætter mål for den grønne omstilling af luftfartssektoren, men hele provenuet bør gå tilbage til de grønne initiativer:

”Vi synes, man burde have lyttet til Klimapartnerskabet for Luftfart, som foreslog etableringen af en grøn klimafond, så hele provenuet blev øremærket til den grønne omstilling af branchen og ikke gik til øvrige finanspolitiske initiativer. Vi er dog glade for det ’pit stop’, der er foreslået, som giver mulighed for at evaluere virkningen og samtidig afstemme i forhold til de fælles EU-regler på det her område, som også er på vej,” siger Jesper Kronborg

Kontakt

Transport

Jesper Kronborg

Branchedirektør for Dansk Erhverv Transport
Medarbejderprofil