Gemt

E-indeks for september viser skuffende tal for dansk e-handel

03. oktober 2023

Omsætningen er stadig relativ lav i dansk e-handel, viser nye tal. Det ærgrer Dansk Erhvervs e-handelsdirektør, Niels Ralund, som dog bevarer optimismen: Jeg håber, at forbrugerne gemmer krudtet til Black Month og julesalget 

 

Dansk e-handel er stadig ikke kommet op i gear efter en sommer, der bød på ganske fine salgstal. 

Det er Niels Ralunds umiddelbare reaktion efter at have set Dansk Erhvervs E-indeks for september. 

Det viser, at mens både transaktioner og omsætninger ligger på samme lave niveau som i august, så er antallet af sessioner faldet en smule: 

”Det ærgrer mig på virksomhedernes vegne, for de mange sessioner var det eneste positive i en skuffende august, men nu falder de også,” siger Dansk Erhvervs e-handelsdirektør. 

Gemmer krudtet 

Niels Ralund håber og tror dog, at tallene er udtryk for, at forbrugerne har kigget i kalenderen og gemt det økonomiske krudt: 

”Vi nærmer os med hastige skridt Black Friday, som jo i højere grad er blevet til Black Month. Derfor er der nok en del forbrugere, som udskyder nogle køb og gemmer det økonomiske krudt. Det har vi i hvert fald set tidligere år, og med en mere presset økonomi hos mange er der grund til at tro, at det gør sig gældende for flere i år.” 

Økonomer forventer stigende forbrug 

En anden grund til optimisme er, at både rentestigninger og inflation ser ud til at have toppet, forklarer Niels Ralund: 

"Dansk Erhvervs økonomer forventer også, at privatforbruget vil stige en smule i den kommende tid, så forhåbentligt ser vi ind et lidt bedre 4. kvartal."   

 

Bag om tallene

s360 Shopping Index bygger på data fra et bredt udsnit af danske e-handelsvirksomheder. Det udregnes for hvert eneste virksomhed og hver enkelt metrik ved at se på deres performance sammenlignet med samme uge sidste år. Herefter tages gennemsnittet på tværs af alle virksomhederne. Dataen er dermed normaliseret, således at ingen virksomheder vægter højere end andre. Endvidere benyttes et trimmet gennemsnit ved at fjerne outliers.

Graferne viser indekstal, og dermed den procentvise udvikling for en række metrikker i forhold til samme uge sidste år. Indexet kan give et indblik i trends og udvikling over tid, men kan ikke benyttes til at beskrive den absolutte udvikling i de udvalgte metrikker eller anvendes som en endegyldig sandhed.

Data er rundet op/ned til nærmeste 5%.

Brancher

Alle de medtagne virksomheder er danske e-handelsvirksomheder med B2C som hovedfokus, enten pureplayers eller omnichannel-spillere. De opererer på tværs af kategorier og industrier. De er endvidere meget forskellige i modenhed og geografisk placering.

Virksomhedsstørrelser

Der er en bred repræsentation af virksomhedsstørrelser helt fra 10-20 ansatte og op til +1.000 ansatte.

Fordelingen indenrigs/udenlands

I de tal, som er vist, er der udelukkende benyttet data fra virksomhedernes danske hjemmesider(.dk).

Kontakt

Digital Handel

Niels Ralund

E-handelsdirektør
Medarbejderprofil