Gemt

Flere i job med forstærket indsats for kronikere med KOL

12. oktober 2023

Antallet af personer med KOL i Danmark falder heldigvis år for år. Alligevel står over halvdelen af de diagnosticerede udenfor arbejdsmarkedet, og samlet set trækker den kroniske sygdom 17.600 fuldtidsbeskæftigede ud af arbejdsstyrken. Bedre behandling af sygdommen kan øge arbejdsudbuddet, mener Lungeforeningen og Dansk Erhverv.

Det danske samfund går glip af et stort antal ledige hænder hos mennesker med KOL. Det viser en ny analyse fra Dansk Erhverv.

Selvom der hvert år er færre, der får diagnosen i Danmark, er det samlede antal stadig højt, og i 2022 var 194.300 personer diagnosticeret med KOL.

Mere end 52 pct. af personer med KOL er enten midlertidigt eller varigt uden for arbejdsmarkedet, hvor det tilsvarende tal for personer uden en diagnose lyder på 7 pct. Den lave tilknytning til arbejdsmarkedet for diagnosticerede svarer til, at der trækkes 17.600 fuldtidsbeskæftigede ud af arbejdsstyrken.

Ifølge Lungeforeningen skyldes tilbagetrækningen på arbejdsmarkedet ofte, at sygdommen bliver opdaget for sent. Lungeforeningen foreslår derfor, at der sker et løbende oplysningsarbejde om symptomerne fra sundhedsmyndighederne, så langt flere bliver opmærksomme på vigtigheden af at gå til lægen med relevante symptomer.

”Danskerne og sundhedsvæsnet skal blive bedre til at spotte lungesygdomme, men det kan være en udfordring. KOL udvikler sig langsomt over mange år og viser sig som en langsom forværring af lungefunktionen f.eks. med symptomer som åndenød eller langvarig hoste, som oftest kan forveksles med almindelige sygdomme, eller at man er i dårlig form.  Tidligere undersøgelser viser, at to ud af tre danskere ikke går til lægen med KOL,” siger Torben Mogensen, der er formand i Lungeforeningen.

Dansk Erhverv kalder på kronikerplan
Det vil derfor give en enorm gevinst for både den enkelte person, men også samfundsøkonomien gennem et øget arbejdsudbud, hvis borgere med KOL blev opdaget og behandlet i tide.

”Vi vil også i fremtiden have en stor gruppe af borgere med kroniske sygdomme, herunder med KOL i Danmark, og derfor er det en konstant relevant samfundsudfordring. Vi skal sikre os, at de danskere, der har en kronisk sygdom, bliver mindre påvirkede af denne, og at de har de bedst mulige forudsætninger for at indgå på arbejdsmarkedet,” siger Katrina Feilberg, der er branchedirektør for sundhed og life science i Dansk Erhverv, og fortsætter:

”Det kræver en samlet nationalplan for kronikerområdet, som vil indebære nogle investeringer, men som omvendt vil give langt bedre livskvalitet og sikre en tættere tilknytning til arbejdsmarkedet. Derfor er det absolut nødvendigt, at politikerne og den nye sundhedsstrukturkommission laver en særlig plan på kronikerområdet.”

Kronikeres arbejdsmarkedsdeltagelse - KOL

pdf

Download

Kontakt

Sundhed og Life Science

Katrina Feilberg Schouenborg

Branchedirektør
Medarbejderprofil