Gemt

Ny cyberhotline: Her kan du få hjælp, hvis din virksomhed bliver udsat for et angreb fra it-kriminelle

31. oktober 2023

Som borger eller virksomhed kan du søge hjælp hos Cyberhotlinen, hvis du har brug for vejledning til at forebygge eller håndtere digitale trusler. Nummeret er 33 37 00 37, og telefonen er døgnåben for akutte henvendelse. Cyberhotlinen kan f.eks. hjælpe ved mistanke om misbrug af personlige oplysninger og i tilfælde af cyberangreb hos virksomheder. 


Hos cyberhotlinen kan din virksomhed blandt andet få hjælp til, hvordan I spotter falske webshops og laver stærke passwords, samt ruste jer mod digitale trusler som fx phishing, CEO-fraud og faktura-bedrageri

I Dansk Erhverv hilses det øgede fokus på digital sikkerhed velkommen, men der opfordres samtidig altid til, at man søger hjælp og rådgivning i tilfælde af en kompromittering af virksomhedens digitale sikkerhed.

Dansk Erhverv råder virksomhederne til at tage kontakt til deres forsikringsselskab og få styr på, hvordan de er dækket ind ved et eventuelt cyberangreb. Det kan også være en god idé at kontakte en rådgiver fra en af de virksomheder, som specialiserer sig i at hjælpe deres kunder med at lave risikovurderinger og implementere de rigtige sikkerhedsforanstaltninger. Derudover har Dansk Erhverv samlet fem gode råd til din virksomheds cybersikkerhed:

5 gode råd til virksomheders cybersikkerhed:
Beredskab: Det er alfa og omega, at virksomheden har en plan på plads, der kan træde i kraft, hvis virksomheden kommer ud i en krisesituation. Hvordan kommunikerer I, hvis de normale linjer er nede, og hvem kan I tage kontakt til for at få hjælp til at komme tilbage til normal drift?
Risikovurdering: Gør jer nogle tanker om, hvor sårbar virksomheden er. Det kan både være ift. hvor lang tid, virksomheden kan tåle at lukke driften ned, og det kan indebære en vurdering af, hvilke systemer og data, der er særligt kritiske for jeres forretning. 
Backup: Hvis virksomheden har en god backup-løsning på plads, går det langt hurtigere at få genetableret adgang til data og systemer. Tjek, at virksomhedens backup virker, og se efter, om der tages backup ofte nok ift. virksomhedens risikovurdering.
Opdateringer: Hackere finder ofte vej ind i systemer ved at udnytte sårbarheder, som kan lukkes relativt nemt. Vær derfor opmærksomme på nyheder om nye sårbarheder, og sørg for, at software og styresystemer automatisk opdateres til seneste version.
Ring til en ven: De fleste har brug for råd og vejledning, når det kommer til at sikre sin virksomhed. Ring til virksomhedens forsikringsselskab og hør, hvordan virksomheden er dækket ift. cyberangreb, og kontakt en rådgiver fra en af de virksomheder, som specialiserer sig i at hjælpe deres kunder med at lave risikovurderinger og implementere de rigtige sikkerhedsforanstaltninger.

Hvad kan Cyberhotline for digital sikkerhed hjælpe med?

Borgere og virksomheder kan kontakte Cyberhotline for digital sikkerhed på 33 37 00 37 kl. 8-20 i hverdagene og kl. 10-16 i weekender. Ved akutte henvendelser, som fx identitetstyveri eller igangværende angreb på virksomheder, kan der ringes døgnet rundt.

Kontakt

Teknologi,Digitalisering & Tele;Tværgående Strategi&Koordination

Nikolaj Juncher Wædegaard

Konstitueret vicedirektør
Medarbejderprofil