Gemt

Omlægning af SU til lån vil kun betyde en lønnedgang på 5 promille af disponibel livsindkomst

25. oktober 2023

Nye beregninger fra Dansk Erhverv viser, at en omlægning af kandidat-SU’en til lån blot vil udgøre 5 promille af akademikernes disponible livsindkomst.

Danmark har verdens højeste SU. Den er mere end dobbelt så høj som hos vores nordiske naboer. Akademikere tjener mere end det dobbelte af en ufaglært over et arbejdsliv. Det er på den baggrund, at Dansk Erhverv har foreslået, at SU’en på kandidatdelen af en videregående uddannelse omlægges til lån. Det vil frigøre godt to milliarder kroner, som skal bruges på mere og bedre uddannelse. Nu viser helt nye beregninger, at en sådan omlægning samlet set vil have en meget begrænset effekt på en akademikers livsindkomst.

”Akademikerne er klart den mest vellønnede befolkningsgruppe. Spørgsmålet er, om det er rimeligt, at vi bruger så stor en del af de offentlige uddannelsesmidler på mennesker, der tjener så meget mere end resten af befolkningen,” siger Mads Eriksen Storm, uddannelses- og forskningspolitisk chef i Dansk Erhverv.

Minimal forskel
Gevinsten ved at gå fra at være ufaglært til at være akademiker er i dag 14,4 mio. kr. Den gevinst vil falde til knap 14,3 mio. kr. ved en SU-omlægning til lån.

”Vores analyse viser, at det vil have minimal betydning for gevinsten fra at tage en universitetsuddannelse. Vi er derfor overbeviste om, at omlægning til lån ikke vil betyde, at færre unge vil på universitetet,” siger Mads Eriksen Storm.

Opfordrer regeringen til handling
Det fremgår af regeringsgrundlaget, at regeringen vil afskaffe det 6. SU-år, og at regeringen snart vil indkalde til forhandlinger om SU’en.

”Vi håber, at regeringen og Folketing vil være mere ambitiøse end blot at fjerne 6. SU-år, når der skal forhandles SU. Vi bruger flere penge på SU end på uddannelse. Vi mener, at den balance er skæv. Vi kunne løfte kvaliteten på uddannelserne markant, hvis vi omlagde SU’en til lån og brugte pengene på selve uddannelserne i stedet,” siger Mads Eriksen Storm.

Analyse: Omlægning af SU til lån for kandidatstuderende

pdf

Download

Kontakt

Arbejdsmarked, uddannelse og forskning

Mads Eriksen Storm

Uddannelses- og forskningspolitisk chef
Medarbejderprofil