Gemt

Copenhagen Pride Week og nyt LGBT+-barometer lanceret

12. september 2023

Hvis vi skal sætte alle talenter i spil, er det afgørende, at vi har et rummeligt og tolerant arbejdsmarked. Gense webinar med fokus på inklusion af LGBT+-personer på din arbejdsplads og dyk ned i fakta og viden fra nyt LGBT+-barometer.   

 

Det danske arbejdsmarked skal være for alle. Det satte vi i Dansk Erhverv fokus på i løbet af Copenhagen Pride Week, hvor vi afholdt et webinar med AIDS-Fondet og Sex & Samfund. Her blev det præsenteret, hvordan man kan arbejde med at fremme en større åbenhed og inklusion af mangfoldige medarbejdergrupper, herunder også LGBT+-personer. Det er vigtigt, at danske virksomheder fortsætter deres arbejde med diversitet og inklusion, da vi ikke er i mål endnu. Webinaret havde derfor fokus på at give virksomhederne en værktøjskasse med grundredskaber til mangfoldighed og inklusion, samt at besvare spørgsmål om kønsidentitet, seksualitet mm.

Software- og teknologivirksomheden SAP delte erfaringer om arbejdet med mangfoldighed og inklusion. På dette område, er det det vigtigt, at virksomheder stiller sig frem og deler ud af deres erfaringer. Gennem videndeling kan vi accelerere den positive udvikling, og inden for arbejdet med inklusion af LGBT+-personer er der navnlig brug for mere viden. Ikke kun på virksomhedsniveau, men også på landsplan.

For at italesætte denne mangel lancerede Institut for Menneskerettigheder deres LGBT+-barometer d. 15. august. Som kendt fra deres handicapbarometer samler LGBT+-barometeret tilgængelig viden og data om levevilkårene for LGBT+-personer i Danmark og giver et overblik over trivsel og rettigheder på ti forskellige samfundsområder. Det er første gang, at denne viden samles et sted. Det er vigtigt skridt i retningen mod et samfund, der kan rumme alle på tværs af vores forskelligheder. Tallene taler sit tydelige sprog, og viser at der også på det danske arbejdsmarked er plads til forbedringer. Fx viser barometeret at 21 % af homo- og biseksuelle angiver, at de i ringe grad eller slet ikke er åbne om deres seksuelle orientering eller kønsidentitet på deres arbejdsplads.

Institut for Menneskerettigheder holdt oplæg på netværksmøde for Dansk Erhvervs Diversitetsnetværk d. 23. august. Her blev LGBT+-barometeret præsenteret og gennemgået for netværkets virksomheder. Danske virksomheder kan gennem barometeret få indblik i de områder, hvor LGBT+-personer møder udfordringer, og derigennem arbejde med mangfoldighed og inklusion ud fra et vidensgrundlag.

Se eller gense webinaret.

Læs mere om LGBT+-barometer.

Kontakt

Arbejdsmarked, uddannelse og forskning

Ellen Marie Friis Johansen

Souschef, CSR-chef
Medarbejderprofil