Gemt

Greenwashing og digitale forretninger giver travlhed hos Forbrugerombudsmanden

19. september 2023

Sidste år bød især på sager om virksomheder, der ikke havde helt styr på lovgivningen, når de udviklede nye digitale forretningsmodeller. Også sager om greenwashing fyldte meget i 2022. Generelt oplevede forbrugerombudsmanden dog, at de erhvervsdrivende gerne vil overholde reglerne.

Forbrugerombudsmanden udgiver hvert år en årsberetning med en gennemgang af de sager og indsatsområder, som forbrugerombudsmanden har haft fokus på i det forgangne år. I år sætter beretningen blandt andet fokus på nye digitale forretningsmodeller og brugen af miljøudsagn i virksomhedernes markedsføring.

Husk lovgivningen ved digitale forretningsmodeller
Forbrugerombudsmanden understreger i sit forord, at den teknologiske udvikling ikke står over den gældende lovgivning og at almindelige principper om for eksempel aftaleindgåelse også skal overholdes i den digitale verden. Det skete ikke, da en række boligkøbere i forbindelse med, at de underskrev et digitalt bilag om persondata til deres købsaftale. Ved underskrivelsen af bilaget blev forbrugerne samtidig tilmeldt en aftale om et el-produkt uden at modtage oplysninger om produktet eller prisen.  

Adskillige sager om greenwashing
I løbet af 2022 udstedte forbrugerombudsmanden en række indskærpelser om brugen af udsagn om produkters påvirkning af klimaet eller miljøet. Det drejede sig blandt andet om udsagn som ”hybrid” om en mild-hybrid, der alene kunne køre på elektricitet i forbindelse med fossilt brændstof og markedsføringen af en skuresvamp som ”natural” til trods for, at svampen havde været igennem en længer forarbejdningsproces og at der i denne proces var brugt flere forskellige kemiske stoffer.

Derudover svarede forbrugerombudsmanden på en række spørgsmål fra virksomheder. Her kan man blandt andet læse, at det vil være vildledende at bruge udsagnet ”recycled plastic” om et produkt, der indeholder 55 procent genanvendt plastik og at det ikke ville være lovligt for en virksomhed at tilføre naturligt parfumefri produkter til en produktserie, der blev markedsført som værende 0 % parfume od uden unødig kemi.

Læs hele årsberetningen.

Som medlem af Dansk Erhverv kan du altid kontakte vores erhvervsjurister, hvis du har spørgsmål til den danske forbrugerlovgivning.

Kontakt

Handel

Bo Dalsgaard

Fagchef for Forbrugeraftaler og Forbrugerklagesystemer
Medarbejderprofil