Gemt

Første internationale round table om bæredygtige offentlige indkøb afholdt på Børsen

08. september 2023

Tirsdag d. 5. september afholdt Dansk Erhverv sammen med Københavns Universitet et internationalt round table om bæredygtige offentlige indkøb. Med deltagelse fra både den offentlige og private sektor samt den akademiske verden blev der udvekslet nye perspektiver om udfordringer og løsninger.

Temaet for det internationale round table var ”The Triple Helix Potential – Sustainable Public Procurement”. For hvilken rolle spiller erhvervslivet, den offentlige sektor og academia i bæredygtige offentlige indkøb? Og hvordan forløser vi det potentiale, der ligger i den offentlige indkøbsmuskel for at imødegå en mere bæredygtig fremtid og samfundsudvikling? Den diskussion faciliterede markedschef hos Dansk Erhverv Morten Jung og associate professor ved Københavns Universitet Marta Andhov.

TDC Erhverv: ”Vi skal anerkende erhvervslivets ekspertise, kapacitet og innovationsevne”
Niels-Christian Holt fra TDC Erhverv deltog med oplæg om erhvervslivets perspektiv, og hvordan TDC Erhverv arbejder med bæredygtighed i en udbudskontekst.

Ifølge Niels-Christian Holt er hovedideen bag offentlige indkøb, at de skal tappe ind i den ekspertise og fremdrift, der ligger i private virksomheder, fordi det er her, store dele af innovationskraften ligger. Udfordringsbilledet er dog, at den dominerende faktor i udbud er pris:

”Hverken kvalitet eller bæredygtighed får lige så meget opmærksomhed som prisen. Det kan resultere i, at virksomhederne ikke leverer løsninger, der er baseret på netop bæredygtighed. Vi risikerer, at innovationen stagnerer, fordi incitamenterne ikke er til stede”, sagde Niels-Christian Holt fra TDC Erhverv.

En af de vigtige milepæle for at fremme bæredygtige offentlige indkøb er derfor til en start at anerkende erhvervslivets ekspertise, kapacitet og innovationsevne. Den anerkendelse kan nemlig være med til at presse markedet i en mere bæredygtig retning, fordi vi ved at lægge mere vægt på kvalitet og bæredygtighed giver et klart incitament til virksomhederne.

TDC Net: ”Der vil nok aldrig være perfekt data, så lad os handle nu”
For at konkretisere erhvervslivets arbejde med bæredygtighed yderligere fortalte TDC Net om at være den første virksomhed i verden til at opnå en net-zero validering fra det, der hedder ”Science Based Target Initiative”.

En del af rejsen til at nå dertil er, at de har reduceret deres CO2-udledning med 12 pct. siden 2020 til 2022.

En af de drivende faktorer i den positive udvikling var, at de udarbejdede et bæredygtigheds screening-værktøj, der gjorde, at de både kunne lave en strategi for CO2-reduktion i deres tilbud og indarbejde evaluering af deres CO2-aftryk fra udbuddet.

Men ifølge Alex Campbell fra TDC Net er der fortsat en række barrierer for at nå endnu længere i arbejdet:

”Vi er nødt til at se på det ledelsesmæssige mandat og ressourcer. Offentlige indkøb har en undervurderet rolle i klimaforandringer og -handling. Sammenhængen mellem pris og kvalitet giver ’value for money’, og dermed værdi for samfundet”, sagde Alex Campbell.

Men vejen dertil kræver, ifølge TDC Net, at vi accepterer, at idéen om fuldstændige datasæt og metoder ikke kommer fra den ene dag til den anden:

”I stedet skal vi bruge standarder og benchmarking, som vi allerede kender, og som eksisterer. Der vil nok aldrig være perfekt data, og derfor skal vi handle frem for at vente, for vi kan gøre meget allerede her og nu”.

Academia kan bidrage med afgørende og nye metoder til at fremme bæredygtighed i offentlige indkøb
Udover oplæg af TDC Erhverv og TDC Net havde Børsen også fornemt besøg af repræsentanter fra den internationale, akademiske verden – lige fra Sverige til Brasilien.

Martin Thybus, der er leder af det såkaldte SAPIENS Network og tilknyttet University of Birmingham, fortalte om academias rolle i at forske, rapportere og skabe impact med deres viden om at fremme bæredygtighed i offentlige indkøb. Det gælder i alt fra tekstilbranchen, cirkulær økonomi, SMV’er og fødevarer.

SAPIENS Network består af 15 researchers, 10 universiteter, 8 lande og har 14 partnerorganisationer fra forskellige sektorer. Det tæller både internationale organisationer, NGO’er, akademiske institutioner og myndigheder og indkøbsvirksomheder:

”Vores rolle som forskere og som en del af den akademiske verden er at fremme forståelse og generere data, som vores beslutningstagere kan tage udgangspunkt i med høj grad af pålidelighed og troværdighed”, sagde Martin Thybus om academias rolle i forhold til bæredygtige offentlige indkøb.

Derudover præsenterede en række PhD.-studerende deres forskellige perspektiver på bæredygtige offentlige indkøb. Det gjaldt alt fra brugen af AI og Machine Learning i udbud til de – ifølge forskningen – væsentligste drivkræfter for øget bæredygtighed. Ikke overraskende var top 1 drivkraft evnen til at indgå i meningsfulde samarbejder på tværs af sektorer.

Kontakt

Offentlig-privat samarbejde

Morten Jung

Branchedirektør for OPS
Medarbejderprofil
Offentlig-privat samarbejde

Malene Jæpelt

Chefkonsulent
Medarbejderprofil