Gemt

Forårsoptimisme: Netbutikkers forventning om højere omsætning ser ud til at holde stik

02. april 2024

4 ud af 10 danske netbutikker tror på, at salget i årets første kvartal vil overstige samme periode sidste år. Netbutikkernes voksende optimisme stemmer fint overens med et stigende forbrug hos danskerne.

Optimismen blomstrer i dansk e-handel.

Det er i hvert fald konklusionen i Dansk Erhvervs seneste E-handelsbarometer, som hvert kvartal tager temperaturen på dansk e-handel ved at spørge netbutikkerne, hvordan salget i det foregående kvartal er gået, og hvordan de forventer, at salget vil gå i det kommende.

I den nyeste undersøgelse forventer 43 procent af netbutikkerne, at salget i første kvartal 2024 overstiger salget i første kvartal 2023. Det glæder selvsagt Niels Ralund, som er e-handelsdirektør i Dansk Erhverv:

”Vi skal helt tilbage til 3. kvartal i 2021 for at finde lige så stor optimisme, så det er ganske stærkt. Jeg tager det som et udtryk for, at netbutikkerne vurderer, at tiden med meget forsigtige og tilbageholdende forbrugere er forbi. Det er en holdning, som jeg deler.”

Fremgang i forbruget
Og forbrugernes tilbageholdenhed er ved at forsvinde. Tal fra Danmarks Statistik viser, at detailsalget i februar steg med 2,2 procent i forhold til januar, når der korrigeres for prisudvikling, normale sæsonudsving og effekten af handelsdage. Det er en ganske pæn stigning, der viser, at der så småt er ved at indfinde sig forårstendenser hos de danske forbrugere.

Der var tilmed fremgang at spore inden for alle varegrupper. Beklædning mv. er steget med hele 3,9 procent, mens salget af andre forbrugsvarer samt fødevarer og andre dagligvarer steg med henholdsvis. 2,5 procent og 1,6 procent.

Den pæne fremgang i detailsalget viser med al tydelighed, at der igen blæser mildere vinde ind over danskernes privatøkonomi. De danske lønmodtageres købekraft stiger i øjeblikket kraftigt som følge af en højere lønvækst og den tydelige nedgang i inflationen. Dertil stiger beskæftigelsen fortsat pænt, hvilket ligeledes giver et pænt løft til indkomstvæksten. Og så er der heldigvis tegn på at det lave niveau for forbrugertilliden ikke tynger danskernes forbrugslyst i samme omfang som tidligere.

Dansk Erhvervs cheføkonom, Tore Stramer, forventer, at privatforbruget vil vokse yderligere. Det skal se i sammenhæng med at reallønnen igen stiger mærkbart, og at forbruget i udgangspunktet er lavt set i forhold til indkomstniveauet. Dertil er der udsigt til et fald i særligt de korte renter i løbet af 2024. Endelig vil der blive tilbagebetalt ca. 13,5 mia. kr. til de boligejere, der betalte en for høj ejendomsskat i perioden fra 2011 til 2021.

Den prognose støttes af årets første måling af forbrugernes forventninger til e-handelsåret 2024. Den viser, at 15 procent forventer at skrue yderligere op for deres onlinehandel i 2024. 12 procent forventer at skrue ned.

Flot slutning på 2023
Netbutikkernes optimisme kommer også som en naturlig forlængelse af et flot salg i 4. kvartal i 2023, som for 44 procent af virksomhederne gik bedre end samme periode i 2022.

”Vores E-handelsanalyse for 2023 viser også, at der generelt var flot fremgang sidst på året, så det støtter helt klart fortællingen om, at dansk e-handel er i klar bedring,” siger Niels Ralund.

E-handelsbarometer Q4 2023: Extra fokus: Marketingkanaler og investeringer 2024

pdf

Download

Kontakt

Kommunikation & Presse

Søren Willemoes Poulsen

Kommunikationskonsulent
Digital Handel

Niels Ralund

E-handelsdirektør
Medarbejderprofil