Gemt

Fysisk fremmøde på arbejdspladsen under sygemelding talte som sygedage ved opgørelse af 120 sygedage

Dansk Erhverv | Personale | 18. april 2024

En arkitekt havde tjekket ind på arbejdspladsen med sit nøglekort på to dage, der var registreret som sygedage. Landsretten afgjorde, at de to dage skulle tælle med som sygedage i optællingen ved brug af 120-dages reglen.

Sagen kort
En arkitekt blev den 17. juni 2017 opsagt af virksomheden med forkortet varsel i henhold til 120-dages reglen.

Medarbejderen havde været på vinterferie frem til den 19. februar 2017. Den 20. februar 2017 var medarbejderens adgangskort til virksomheden blevet brugt, og han havde skrevet med en kollega om noget arbejdsrelateret. Den 21. februar 2017 var medarbejderen inde til en samtale om en advarsel, som han havde fået før sin ferie.

Virksomheden indberettede medarbejderens sygefravær til kommunen den 20. marts 2017, hvor den 20. februar 2017 blev anført som første hele sygefraværsdag. Den 27. marts 2017 blev der udarbejdet en mulighedserklæring, hvor der ligeledes fremgik, at første hele fraværsdag var den 20. februar 2017. Medarbejderen underskrev mulighedserklæringen uden bemærkninger.

Efter opsigelsen opstod der uenighed om, hvornår medarbejderen havde haft sin første sygedag, og dermed også, hvor mange sygedage han havde haft på opsigelsestidspunktet. Medarbejderen mente, at hans første sygedag var den 22. februar 2017, og at han derfor kun havde haft 118 sygedage på opsigelsestidspunktet. Virksomheden mente derimod, at medarbejderen blev sygemeldt allerede den 20. februar 2017.

Landsrettens dom
Et flertal i Vestre Landsret fandt, at den første sygedag var den 20. februar 2017. Landsretten lagde særligt vægt på, at medarbejderen var med til at udfylde mulighedserklæringen og både ved udfyldelsen og ved indberetningen af sygdommen til kommunen havde mulighed for at protestere over, at det var den 20. februar 2017, der blev angivet som den første sygedag.

Derudover slog landsrettens flertal fast, at mødet den 21. februar 2017 ikke kunne anses for en del af medarbejderens arbejde, og derfor kunne dagen heller ikke anses for en arbejdsdag, da der ikke var dokumentation for, at medarbejderen havde foretaget sig andet på arbejdspladsen den dag.

Dansk Erhverv bemærker
Dommen understreger vigtigheden af at være sikker i optællingen af medarbejdernes sygedage og sikre sig dokumentation for sygefraværet.

Afgørelsen bekræfter desuden, at medarbejdere i visse situationer kan være sygemeldte og samtidig deltage i samtaler og befinde sig på arbejdspladsen, uden dette nødvendigvis kan anses for en afbrydelse af deres sygefravær.

Dansk Erhverv opfordrer til, at medlemmer, der ønsker at benytte 120-dages reglen, kontakter os for rådgivning i god tid og inden udløbet af de 120 sygedage.

Nyheden er baseret på Vestre Landsrets dom af 7. marts 2024 i sag nr. BS-24497/2023-VLR

Om 120-dages reglen

Funktionærer kan opsiges med et forkortet varsel på løbende måned plus en måned efter 120-dages reglen. Det kræver dog, at følgende betingelser alle er opfyldt:

  • 120-dages reglen skal være skriftligt aftalt i funktionærens kontrakt.
  • Funktionæren skal have været fraværende med løn på grund af sygdom i 120 dage inden for de seneste 12 måneder.
  • Opsigelsen skal ske, mens funktionæren stadig er syg.
  • Opsigelsen skal ske i umiddelbar tilknytning til udløbet af de 120 sygedage.

Fik du læst?