Gemt

Datatilsynet kommer med alvorlig kritik af natklubs sletning af tv-overvågningsoptagelser

22. august 2024

Datatilsynet har udtalt alvorlig kritik af en natklub, som følge af, at natklubben havde slettet optagelserne efter en borger havde anmodet om indsigt i optagelserne, men forinden tilsynet havde truffet afgørelse.

blobid0.jpg

Datatilsynet har truffet afgørelse i en sag, hvor en borger klagede over, at en natklub nægtede at give ham indsigt i tv-overvågningsoptagelser af ham fra klubben. Natklubben begrundede afslaget med hensynet til sikkerhed og kriminalitetsforebyggelse, men en menneskelig fejl førte til, at optagelserne blev slettet, førend sagen var afsluttet.

Natklubben havde begrundet afslaget med, at indsigt i overvågningsmaterialet vil kunne afsløre placeringen af kameraer og eventuelle blinde vinkler, og at dette vil medføre en reel risiko for at kompromittere sikkerheden på natklubben og formindske den kriminalitetsbekæmpende effekt, som er formålet med tv-overvågningen.

Datastilsynet afvist klubbens argumentet for, hvorfor de ikke ønskede at udlevere optagelser, idet det alene var klubben selv, som af egen drift, havde foretaget denne vurdering, og at denne vurdering således ikke var understøttet af en erklæring fra politiet eller lignende.

Imidlertid fandt Datatilsynet, at natklubbens afvisning af at give borgeren indsigt i optagelser måske alligevel var i orden, som følge af, at der optrådte ca. 150 personer på optagelserne, hvorfor disse ikke kunne sløres i tilstrækkelig grad

Dette kunne imidlertid ikke efterprøves, da natklubben havde slettet optagelserne forinden sagen, kom til tilsynet.

Datatilsynet udtalte derfor alvorlig kritik af natklubben, da klubben ved at slette tv-overvågningsoptagelserne uretmæssigt afskar borgeren muligheden for at få efterprøvet, om han havde ret til at få indsigt i oplysningerne ved Datatilsynet eller domstolene, med mulighed for at give natklubben et påbud om at imødekomme klagers anmodning.

Hvad kan vi lære af afgørelsen?

  • Optagelser en borger har anmodet om indsigt i, og som man ikke ønsker at efterkomme, må ikke slettes, førend der foreligger en endelig afgørelse fra Datatilsynet eller domstolene, eller borgeren selv har trukket sin anmodning tilbage.
  • Der kan efter omstændighederne afslås indsigt i optagelser, hvis indsigten vil krænke andres rettigheder og frihedsrettigheder, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 15, stk. 4. Dette kan fx være tilfældet, hvis der er mange personer på en optagelse og hvor disse ikke i tilstrækkelig grad kan sløres forinden udleveringen af optagelserne til datasubjektet.
  • Der skal foreligge afgørende sikkerhedshensyn, herunder hensyn til den offentlige sikkerhed og/eller forebyggelse, efterforskning, afsløring eller retsforfølgning af strafbare handlinger eller fuldbyrdelse af strafferetlige sanktioner, herunder beskyttelse mod den offentlige sikkerhed, førend en dataansvarlig kan nægte at give indsigt i overvågning.

Kontakt

Handel

Henrik Lundgaard Sedenmark

Fagchef for betalinger og detailhandelssikkerhed
Medarbejderprofil