Gemt

1.000-kronesedler indsamles med fuld fart

06. februar 2024

Nationalbankens tilbagekaldelse af 1.000-kronesedlen har nu været i gang i to måneder, og der er nu nye tal på seddelomløbet: 5,1 mia. kr. er indtil videre kommet retur til Nationalbanken, mens der fortsat er knapt 16 mia. kr. i lommerne på danskerne.

Den 30. november 2023 startede Nationalbanken hjemkaldelsen af 1.000-kronesedlen for at sikre at danskerne også fremover har sikre og effektive betalingsmidler. I dag er alle sedler, som er udstedt fra 1945, gyldige betalingsmidler – men fra den 31. maj 2025 vil det kun være sedler fra 2009-serien og frem, der vil kunne anvendes som betalingsform, undtaget 1.000 krone-sedlen, som helt udgår.

Nationalbanken opgør månedligt seddelomløbet og de nyeste talt fra 31. januar 2024 viser, at der er indløbet ca. 5,1 mia. kr. i 1000-kronesedler, og der dermed fortsat er knapt 16 mia. kr. i 1.000 kronesedler i omløb.

For at komme i mål med indleveringen af 1.000-kronesedlen inden deadline, så skal der indleveres ca. 1 mia. kr. per måned frem til 31. maj 2025. Det svarer til ca. 250 millioner kr. i 1000-kronesedler om ugen eller ca. 33 millioner kr. om dagen.

I perioden fra 1. december 2023 til 31. januar 2024 er der indløbet ca. 2,55 mia. kroner om måneden, svarende til ca. 85 mio. kroner om dagen.

Størstedelen af sedlerne indsamles via detailhandlen, og ikke direkte via bankerne. Dansk Erhverv forventer, at brugen af 1.000-krone-sedlen i detailhandlen vil flade ud i de kommende måneder, for så at stige igen op mod deadline den 31. maj 2025. 

Gør 1.000-kronesedlen frivillig
For en række butikker giver udfasningen af 1.000-krone-sedlen udfordringer. Bl.a. i form af større udgifter til at købe byttepenge og indsætte kontanter, større sikkerhedsrisiko fordi de ligger inde med flere kontanter og risiko for ringere service, fordi de løber tør for byttepenge.

Derfor foreslår Dansk Erhverv, at der indføres frivillighed ift. at modtage sedlen. Dette vil desuden understøtte formålet med at udfase sedlen.

Selvom man giver butikkerne mulighed for at sige nej tak til sedlen, vil mange fortsat sige ja, en række vil sige nej tak når beløbet er under 500 kr. og enkelte vil sige helt nej tak.

 

Læs også

Kontakt

Handel

Henrik Lundgaard Sedenmark

Fagchef for betalinger og detailhandelssikkerhed
Medarbejderprofil