Gemt

Sundhedssektorens Prioriteringsråd har talt: Her er 20 konkrete anbefalinger til sundhedsvæsenet

09. februar 2024

Sundhedssektorens prioriteringsråd har offentliggjort anbefalinger til prioritering i sundhedsvæsenet med hjælp fra 18 rådsmedlemmer herunder Dansk Erhverv. Særligt forpligtende forebyggelse og behandling i hjemmet er en nødvendig prioritet, når sundhedsvæsenet skal fremtidssikres, mener branchedirektør fra Dansk Erhverv.

Sundhedsvæsenet er presset, og ressourcerne bruges ikke optimalt. Derfor har Sundhedssektorens Prioriteringsråd fredag udgivet en ny rapport, hvor der præsenteres 20 anbefalinger, der på både kort og lang sigt kan gøre en markant forskel for presset på sundhedsvæsenet.

Anbefalingerne beror på bred opbakning fra erhvervslivet, fagbevægelser, sundhedsforskning, NGO’er og ikke mindst patientforeninger. I rådet har Dansk Erhvervs branchedirektør Katrina Feilberg også siddet med som en af de 18 rådsmedlemmer.

”Det er enormt flot, at så bred en kreds af aktører, står bag så vigtige anbefalinger for fremtidens sundhedsvæsen. Det har været givende at opleve, at alle i rådet har været tunet ind på den udfordring vi står overfor. Vi er nemlig nødt til at bruge ressourcerne i sundhedsvæsenet klogere. Derfor er det vigtigt, at vi f.eks. omstiller vores sundhedsvæsen så mere patienter behandles og monitoreres i eget hjem og at letter adgangen til patientoplysninger i form af bedre brug af sundhedsdata,” siger Katrina Feilberg, der er branchedirektør for sundhed og life science i Dansk Erhverv.

Forebyggelse er en investering i sundhed
Rådets anbefalingerne dækker over tre forskellige temaer, som er nye roller i sundhedsvæsenet, styrkelse af sundhedsfremme og forebyggelse af behandling efter behov.

Her fremhæver Dansk Erhverv særligt forebyggelse som et essentielt tema, når fremtidens sundhedsvæsen skal formes, da de flere ældre og kronikere fortsat kommer til at betyde mangel på hænder.

”Forpligtende forebyggelse er nødvendig, hvis vi skal fremtidssikre vores sundhedsvæsen. I Dansk Erhverv er vi utrolig glade for, at vi i rådet har fokuseret på at sikre bedre sundhedskompetencer f.eks. ved kronisk sygdom. Og desuden at vi i anbefalingerne understreger, at forebyggelse bør ses som en investering i sundhed, og at forebyggelse af bl.a. smitsom sygdom bør ske gennem vaccination,” siger Katrina Feilberg.

Læs rapporten her eller download den nederst på siden ⇓

Om Sundhedssektorens Prioriteringsråd

Sundhedssektorens Prioriteringsråd er et samfundspartnerskab, der består af medlemmer fra erhvervsliv, fagbevægelse, sundhedsforskning, NGO’er, patientforeninger og diverse råd. Prioriteringsrådet blev nedsat på initiativ af Lægeforeningen med formål om at fremføre løsninger på, hvordan arbejdskraften i sundhedsvæsenet bruges bedre.

Slutrapport fra sundhedssektorens prioriteringsråd

pdf

Download

Kontakt

Sundhed og Life Science

Katrina Feilberg Schouenborg

Branchedirektør
Medarbejderprofil