Gemt

Flygter danskerne fra de sociale medier (og din marketing)?

01. februar 2024

Nye tal fra DR kunne indikere, at danskerne dropper de sociale medier. Skal netbutikkerne nu droppe Facebook og finde en ny marketingkanal? Nej, mener Dansk Erhvervs Carsten Rose Lundberg, som er dykket ned i den store analyse.

Danskerne flygter fra de sociale medier.  Ja, det viser en graf fra DRs nye medieanalyse i hvert fald tilsyneladende. Og det er umiddelbart skidt nyt for de mange netbutikker, der har Facebook og Instagram som de vigtigste marketingkanaler.

Men som altid, er det en god idé at gå lidt dybere i tallene. Det har jeg gjort.

Hvis man i dette tilfælde dykker ned i rapporten, vil man se, at det ikke er den købestærke del af befolkningen, der driver denne her udvikling - de 25-64-årige er dagligt på SoMe oftere end sidste år. Det er næsten udelukkende de helt unge og de ældste, der er udslagsgivende for det samlede fald.

Når man perspektiverer tallene med tal fra Danmarks Statistik fra maj-juni 2023, viser de, at andelen af danskere, der er på de sociale medier, rent faktisk er steget fra 88 procent i 2022 til 91 procent i 2023.

Rapporten viser også, at ud af vores samlede medieforbrug, bruger vi samme tid på sociale medier, som vi har gjort de sidste mange år, hvilket er 10-11%, hvis man kigger tilbage i de gamle rapporter.

Læg oven i det, at Dansk Erhvervs E-handelsanalyse viser, at hele 88 procent af de danskere, der følger netbutikker på sociale medier, siger, at det er der, de bliver inspireret til køb, hvilket er 2 procent mere end sidste år.

I lyset af ovenstående ville jeg slå koldt vand i blodet i forhold til at sløjfe tilstedeværelsen og annoncering på SoMe på baggrund af DRs analyse.

Månedsanalyse: April: Sociale Medier

pdf

Download

Kontakt

Digital Handel

Carsten Rose Lundberg

Branchedirektør for digital handel
Medarbejderprofil