Gemt

Forbrugerombudsmandens kritik får Zalando til at droppe bæredygtighedsikoner

27. februar 2024

Den tyske onlinegigant kunne ikke dokumentere, at de varer, der var markeret som bæredygtige og miljøvenlige, rent faktisk var det, og det har ført til kritik fra blandt andre den danske Forbrugerombudsmand. Nu retter virksomheden ind.

Zalando har brugt ikoner, filtre og udsagn for at vise, at visse produkter var bæredygtige og miljøvenlige, men det er slut.

Det sker efter, at Forbrugerombudsmanden i Danmark og søsterorganisationer i Norge, Sverige og Finland samt Europa-kommissionen har behandlet en sag om Zalando.

Organisationerne mener, at udsagnene var vildledende, da onlinegiganten ikke havde den nødvendige dokumentation.

”Forløbet med Zalando viser, at virksomheder skal være påpasselige, når de vælger at kommunikere om deres bæredygtighedsinitiativer på deres webshops. Det er vigtigt, at virksomhederne, før de markedsfører produkter, produktkategorier eller lignende, sikrer sig, at de produkter, der henvises til, rent faktisk opfylder kravene til at kunne markedsføre som mere ”grønne” end tilsvarende produkter. Herudover er det oftest også bedst at være meget konkret, når virksomheden inddeler produkter i forskellige kategorier,” siger Martin Jørgensen, som er advokat i Dansk Erhverv.

Zalando retter ind
Udover at fjerne alle vildledende bæredygtighedsikoner har Zalando også forpligtet sig til at revidere ”bæredygtighedssiden” og introducere to nye websider: Én med mere information om produktstandarderne og én om Zalandos bæredygtighedsrelaterede tiltag og strategier.

”Derudover har Zalando også forpligtet sig til at aflevere en rapport, hvori de viser, at de har implementeret de tiltag, der er aftalt med EU-Kommissionen. Det kan blive en interessant rapport, som andre også kan lære noget af,” uddyber Martin Jørgensen.

Zalando har denne kommentar til sagen.

Efter mere end et års intenst arbejde med vores kundeoplevelse og tæt dialog med Europa-Kommissionen er vi glade for at være nået frem til en gensidig aftale: Vores forslag om at forbedre kommunikationen af bæredygtighedsrelaterede oplysninger til kunderne er blevet accepteret, og dialogen mellem os er afsluttet, forudsat at de aftalte ændringer gennemføres.

Zalando støtter en standardiseret anvendelse af eksisterende politikker for at sikre, at der ikke anvendes praksis, der kan være vildledende for kunderne. Vi er glade for fortsat at kunne give vores kunder adgang til visse produktinformationer i vores sortiment. Det er vores prioritet at give vores kunder det, de har brug for til at træffe en mere informeret købsbeslutning og vi vil give endnu mere specifik og dermed klarere information om produktets fordele.

Digital handel kan bidrage til den grønne omstilling
I Dansk Erhvervs afdeling for digital handel har chefkonsulent Andreas Børresen også fulgt med i sagen. Han håber, at sagen gør flere virksomheder klogere på reglerne fremfor at skræmme dem:

”Digital handel har et stort potentiale i forhold til den grønne omstilling, fordi det på nettet er ret nemt at skabe et overblik over de ”grønneste” produkter. Den service tilbyder flere af vores medlemmer allerede – særligt indenfor B2G og B2B segmentet. Eksempelvis kan man få et samlet overblik over kurvens samlede CO2-aftryk.”

Husk, at du som medlem kan få hjælp og rådgivning til din grønne markedsføring. Du kan også læse vores guide om grøn markedsføring.

Kontakt

Handel

Martin Jørgensen

Advokat & Fagchef for Markedsføringsret
Medarbejderprofil
Digital Handel

Andreas Børresen

Chefkonsulent