Gemt

Frida Setterberg: Rådgiverbranchen skal udvikle sig i takt med kundernes virkelighed

21. februar 2024

Frida Setterberg er Head of Studio hos Designit Denmark og har i mere end 15 år arbejdet med strategisk rådgivning inden for branding og design. Her giver hun sine bud på de vigtigste udfordringer i rådgiverbranchen lige nu.

Foto: Tuala Hjarnø

1. Hvad er de vigtigste udfordringer for rådgiverbranchen – set med dine øjne - i de kommende år?

”I en verden i bevægelse med svingende markedskonjunkturer, nye teknologier og geopolitiske forandringer skal vi som branche være på dupperne for at udvikle os i takt med kundernes virkelighed, samtidig med, at vi formår at bevare vores berettigelse som rådgivere og yde en god forretning. Jeg ser derfor tre følgende områder som værende fortsat vigtige for os som branche:

→ Relevans: Som branche skal vi fortsat fremstå relevant i kundernes øjne ved at have fokus på kundernes behov. Når verden omkring kunden ændrer sig, skal vi være lydhøre og fleksible overfor nye krav eller forventninger samt sætte ord på de udfordringer, kunderne oplever, men som de ikke altid selv formår at artikulere. Grundlæggende skal det være nemt for kunden at arbejde med rådgivere – vi er til for dem og ikke omvendt.

→ Værdiskabelse: Kundernes interaktion med rådgivere skal til enhver tid opfattes som værdiskabende. Kunderne skal føle, at de bliver beriget ved at interagere med os, at vi bidrager til synlige resultater fra dag ét, at vi har sat os ind i kundernes virkelighed fra start, og dermed hjælpe kunderne til at træffe bedre beslutninger – men at vi også tilfører det dér ekstra ’aha moment’ – som de ikke selv har kompetencer eller kapacitet til at afsøge.

→  Position: Man skal have en skarp profil og position, hvor det fremgår tydeligt, hvad man som rådgiver står for, hvorfor man bør vælges til og ikke fra ift. til den enkelte opgave. Særligt i usikre tider, hvor vi bliver udfordret af, at tolerancen for det ubekendte er lavere, er det vigtigt, at kunderne føler sig trygge i deres valg af rådgiver.”

2. Hvad er vigtigt – helt generelt – for at håndtere denne udfordring? 




”At man ikke læner sig alt for meget tilbage og bruger de gængse metoder, men at man er villig til at kalibrere arbejdsmodeller og kompetencer i organisationen løbende. Det kræver en åbenhed og nysgerrighed på nye industrier, nye måder at anvende teknologi på og nye processer. Man er derfor nødt til at forholde sig til sammensætningen af medarbejdere, og sørge for, at de kan levere på de behov, der gør sig gældende, og at de besidder en viden, som ikke er bredt tilgængelig. I en tid hvor AI og de mange muligheder det har bragt med sig trækker overskrifter, stiller det nogle nye krav til rådgivere og kræver, at man selv kan trække indholdet i en retning, så det ikke er noget, som alle andre også vil kunne levere. Hvis man læner sig ind i AI og udelukkende bruger det, fordi man tror det er vejen til succes, så graver man sig egen grav. Man bliver nødt til at kunne vise, at man kan håndværket bagved, har den menneskelige faktor med og at man kan omsætte værdien af teknologien til konkrete løsninger.”

3. Hvad gør I konkret hos jer?

”Vi arbejder ud fra et mantra om ’værdiskabelse ved hver interaktion’. Vores kunder skal til enhver tid opleve at de får tilført værdi, og at vores samarbejde leverer synlige og målbare resultater. Dette kræver at løsningerne er forankrede i kundernes virkelighed og at vi tilfører en dimension af vores værktøjskasse og DNA. Vi har måtte justere på vores egen metodiske tilgang, så den er blevet langt mere agil, effektiv og udfaldsorienteret som følge af den virkelighed vi befinder os i i dag. De sidste par år har vi derfor haft større fokus på at have nogle hybride profiler, hvor folk har en spidskompetence, men de skal samtidigt også kunne forholde sig til en ofte åben og ukonkret kundeudfordring. De skal kunne have en holdning til den og kunne sætte den i en kontekst i forhold egne kompetencer. Man skal kunne forbinde alle elementer indenfor design og strategi – vi har ikke råd til kun at have snævre kompetencer. Vores medarbejdere skal kunne løfte barren på vores løsninger og agere med en kvalitet, hastighed og originalitet, der sikrer vores eksistensberettigelse.”

Kontakt

Rådgivning & Rekruttering

Niels Hovmand

Chefkonsulent
Medarbejderprofil