Gemt

Se billeder & video: Digitaliseringspolitisk Topmøde fyldte Børsen

02. februar 2024

Der blev både diskuteret AI, robot – og kvanteteknologi og politiske rammevilkår, da Dansk Erhverv slog dørene op til Digitaliseringspolitisk Topmøde i Børssalen.  

 

Man kan meget online, men nogle ting fungerer bare bedst i den fysiske verden. Det blev tydeligt bevist, da Dansk Erhverv torsdag den 1. februar inviterede til Digitaliseringspolitisk Topmøde.

I en propfyldt Børssal blev de mere end hundrede deltagere klogere på alt fra den kommende AI Act til digitalisering i SMV’er, mens de i break-out sessions blandt andet debatterede mulighederne inden for robot og kvanteteknologi til cloudløsninger.

Her får du nogle af højdepunkterne fra dagen.

Topmødet blev åbnet med uddelingen af digitaliseringsministerens pris for årets digitale SMV:Omstilling. Prisen blev uddelt af digitaliserings- og ligestillingsminister Marie Bjerre, der også åbnede konferencen med en opfordring til virksomhederne:

”Digitaliseringen giver store mulighed for bedre indtjening, bedre arbejdsvilkår og kan hjælpe med den grønne omstilling. Derfor er det vigtigt at komme i gang med den. Det kan virke uoverkommeligt, så derfor kan det være en god idé at dele den op i mindre bidder.”

Vinderen af prisen var Jydsk Blindrammefabrik A/S, som fik overrakt prisen af Marie Bjerre.

Digitaliseringspolitisk debat: Er vi ambitiøse nok?
Fra prisuddeling til politisk debat. Det var sceneskiftet, da Mona Juul (K) og Jeppe Søe (M) indtog scenen for at diskutere, om regeringens nye digitaliseringsstrategi er ambitiøs nok.

Det er den ikke, lød det fra Mona Juul:

”Det er jo ikke en strategi. Det er desværre bare en fordeling, hvor vi skubber lidt penge rundt. Jeg synes i stedet, at vi skal kigge på, hvordan vi skaber rammevilkår, der faktisk hjælper virksomhederne med at indfri potentialet i digitaliseringen. Vi skal simpelthen have niveauet op.”

Jeppe Søe var enig i, at man sagtens kunne have gjort mere, men det skal også nok komme:

”Det er første gang, vi har en minister for digitalisering, så det er en god start. Jeg er dog helt enig i, at vi ikke er i mål. Mit mål er, at vi får digitalisering tænkt ind i alle ministerier.”

”Og så har jeg også et mål om, at samarbejdet med erhvervslivet bliver styrket. Vi har brug for jer til at vise os løsninger, så vi ikke bare kommer til jer med et udbud, der siger, at sådan skal det være.”

Er den kommende AI Act god for danske virksomheder?
Vicedirektør i Dansk Erhverv, Casper Klynge, tændte op i pejsen (selvfølgelig en digital en af slagsen) og inviterede AI-ekspert Dr. Sebastian Hallensleben til en fireside-chat om den kommende AI Act.

Det blev en interessant debat, der både kom omkring EU’s konkurrenceevne, AI-standardisering, geopolitik, og etik. Skåret ind til benet, var konklusionen dog klar fra Sebastian Hallensleben; de danske og europæiske virksomheder bør være glade for den kommende lovgivning. Han anerkendte, at der altid er udfordringer og administrative opgaver forbundet med ny lovgivning, men nedtonede dog udfordringen her:

”Det bliver heldigvis nemmere at efterleve end GDPR.”

Den faglige del af topmødet sluttede med break-out-sesssions, hvor deltagerne både debatterede kvanteteknologi, hvordan Danmark bliver en robotnation og mulighederne (og udfordringerne!) inden for cloudløsninger – alt sammen hjulpet på vej af digitale hjælpemidler i form af høretelefoner, der gav mulighed for at holde flere oplæg samtidig.

Kontakt

Kommunikation & Presse

Søren Willemoes Poulsen

Kommunikationskonsulent