Gemt

Danske virksomheder øger fokus på cybersikkerhed med D-mærket

17. juli 2024

Cybertruslerne tager til i styrke og antal, ny EU-lovgivning om cybersikkerhed venter efter årsskiftet, og cybersikkerhed er blevet synonym med konkurrencefordele og større tillid hos kunder og samarbejdspartnere. Årsagerne til at tage sin cybersikkerhed seriøst og styrke den er mange, og det får danske virksomheder i stigende grad øjnene op for. 

 

 

Det oplever man hos D-mærket, Danmarks mærkningsordning for IT-sikkerhed og ansvarlig dataanvendelse, som Industriens Fond står bag sammen med Dansk Erhverv, Dansk Industri, Forbrugerrådet Tænk og SMVdanmark. 

Markant Stigning i Interesse for D-mærket 

Alene i årets første seks måneder har 339 virksomheder registreret sig i D-mærkets selvevaluering. Det er 73 procent flere end samme periode året før og en klar indikation på, at flere virksomheder og organisationer sætter handling bag intentionerne om at blive mere cybersikre. 

"I en tid, hvor trusselsbilledet konstant tager til, er det opløftende at opleve, at danske virksomheder i stigende grad ønsker at styrke IT-sikkerheden. Samtidig vidner den store interesse for D-mærket om, at flere ønsker et synligt bevis for deres arbejde, fordi det styrker konkurrenceevnen med øget tillid fra interessenter,” siger Mikael Jensen, direktør i D-mærket. 

Lige nu er der knap 1300 virksomheder, der er i gang med processen med at blive D-mærket. Stigningen det sidste halve år af nye virksomheder viser, at behovet og potentialet for en løsning, der hjælper virksomheder i gang og i mål med at efterleve væsentlige krav til IT-sikkerhed og ansvarlig dataanvendelse er stort og stigende. 

Dansk Erhverv anbefaler sine medlemmer at bruge D-mærket, en mærkningsordning for IT-sikkerhed og ansvarlig dataanvendelse, til strategisk cybersikkerhedsarbejde uanset virksomhedens størrelse og risikoprofil. 

I en digital verden er tillid til digitale tjenester afgørende. D-mærket gør det lettere at vurdere en virksomheds IT-sikkerhed og dataansvar. Det tilbyder et rammeværk med klare retningslinjer for IT-sikkerhed, som virksomheder kan følge. 

D-mærket er relevant for virksomheder i alle sektorer og vejleder virksomhederne i at leve op til standarder for datasikkerhed, databeskyttelse og dataetik. 

Tag temperaturen på virksomhedens digitale sikkerhed med D-mærkets selvevaluering og find ud af, hvor der skal sættes ind.  

Læs mere om D-mærket her 

Kontakt

Teknologi, Digitalisering & Tele

Joen Magieres

Politisk konsulent