Gemt

Ny ændring af produktloven betyder længe ventet ændring i sanktionssystemet

09. juli 2024

Produktloven, som regulerer håndhævelsen af en lang række lovgivninger om produktsikkerhed er blevet revideret, og de nye ændringer af sanktionssystemet trådte i kraft den 1. juli 2024. 

 

 

Af særlig interesse er en væsentlig formildende ændring af sanktionssystemet, som nu lovfæstet angiver, at en sag om overtrædelse af produktloven, samt de mange forskellige produktlovgivninger, der er underlagt produktloven, kan afsluttes med vejledning eller advarsel. Ligeledes ændres den hidtidige praksis med ”minimumsbøder” på 50.000 kr. til et “udgangspunkt” om 50.000 kr., hvorefter bødens størrelse kan justeres i såvel opad- som nedadgående retning afhængig af en række forskellige parametre.  

Begge ændringer er noget, som Dansk Erhverv har arbejdet målrettet for at få ændret, idet de seneste års praksis med meget store bøder for alle overtrædelser, herunder mindre fejl, mærkningsfejl eller angivelse af ufuldstændige adresser og andre formelle overtrædelser har vist sig at ramme virksomhederne uproportionalt hårdt.  

Ligeledes er det meget væsentligt, at adgangen, som Sikkerhedsstyrelsen indtil nu har haft til at foretage ”absolut kumulation” (sammenlægning af bøderne for flere overtrædelser), som bliver pådømt samtidig fjernes. Tidligere ville f.eks. to eller flere mærkningsfejl eller en mærkningsfejl og en dokumentfejl føre til en indstilling fra Sikkerhedsstyrelsen om en bøde på to eller flere gange 50.000 kr.  

Efter den nye lov skal Sikkerhedsstyrelsen og dernæst politiet foretage et skøn over overtrædelsens alvor, og for det tilfælde, at der er flere overtrædelser til pådømmelse på samme tid, skal der i stedet for absolut kumulation ske det, man kalder en ”modereret kumulation”; altså en skønsmæssigt beregnet samlet straf for alle de overtrædelser, som skal bedømmes samtidig.  

Disse ændringer vil ligeledes gælde ved afgørelsen af de straffesager, der endnu ikke er afgjort, men som ligger hos Sikkerhedsstyrelsen, politiet eller domstolene og afventer afgørelse.  

Dette skyldes, at det følger af straffelovens § 3, at hvis den straffelovgivning, som gælder ved afgørelsen af sagen, er forskellig fra den, der gjaldt på tidspunktet for overtrædelsen, skal afgørelsen træffes efter den senere lov, og således, at afgørelsen ikke derved må blive strengere end afgørelsen efter den ældre lov.  

Kontakt

Handel

Betina Schiønning

Fagchef for Produktregulering og Håndhævelse