Gemt

Gik du glip af Transportens Årsdag 2024? Se højdepunkterne for dagen her

06. juni 2024

Der blev lyttet, snakket, grint og sparket dæk til Transportens Årsdag. Med en bred deltagelse af transportbranchens aktører blev det diskuteret, hvordan vi sikrer en bedre sammenhængskraft på tværs af Danmark ved at binde transportformerne sammen på en grønnere, smartere og mere effektiv måde. 


På billedet: Transportminister Thomas Danielsen (V), CEO for Københavns Lufthavne Christian Poulsen og branchedirektør for Dansk Erhverv Transport Jesper Kronborg. 

Med bragende solskin og vind i håret indtog en lang række af transportbranchens aktører Københavns Lufthavn til Transportens Årsdag. Og man må i den grad sige, at dagen stod i transportens tegn. Årsdagen blev nemlig afholdt i den smukke og historiske Vilhelm Lauritzen Terminal fra 1939. 

Folk ankom i bil, på cykel, sågar i el-lastbil og i de gule lufthavnsbusser, som Københavns Lufthavne stillede til rådighed. Årsdagen markerede en vigtig begivenhed for transportbranchen, hvor vi sammen drøftede fremtidens transport og budskabet fra Jesper Kronborg, branchedirektør for transport i Dansk Erhverv, var klart:  

”Der er behov for en samlet mobilitetsplan for Danmark, der sikrer, at vi som samfund formår at udnytte alle mobilitetsformers potentiale, både hvad angår grøn omstilling, nye teknologier og samspillet mellem transportformerne.” 

Med udgangspunkt i spørgsmålet om, hvorvidt Danmark skal have en mobilitetsplan, sammen med nye teknologier og grøn omstilling, blev det diskuteret, hvordan mobilitetsformerne hver især kan bidrage til at binde Danmark bedre sammen. For eksempel at det skal være nemmere at teste førerløse teknologier på tværs af EU både for personbiler og lastbiler. 

Herudover gav både transportminister Thomas Danielsen og CEO for Københavns Lufthavne Christian Poulsen deres bud på, hvordan vi sikrer god og effektiv mobilitet i Danmark. Og så blev en spændende og indsigtsfuld dag afsluttet med et komisk indslag af Huxi Bach, der lagde vejen forbi terminalen for at ”roaste” branchen.  

En stor tak skal lyde til alle, der deltog og var med til at gøre Transportens Årsdag 2024 til en succes – vi glæder os allerede til næste år!  

Se billeder fra dagen her:

Transportminister Thomas Danielsen (V) holder tale. 

Dagens moderator Vibeke Daell Bjerrum, TV2News, og CEO for Københavns Lufthavne Christian Poulsen. 

Rune Frølund Keldsen, CTO i DFDS, Carit Benike, Head of IT i DB Cargo, Rasmus Prehn (S), Formand for Folketingets Transportudvalg, og Vibeke Daell Bjerrum, TV2 News, diskuterede brugen af kunstig intelligens i logistik. 

Dansk Erhvervs prioriteter for fremtidens mobilitet

  • Økonomisk vækst og social sammenhæng: Mobiliteten er afgørende for økonomisk vækst, beskæftigelse, geografisk balance mellem land og by samt social sammenhængskraft. 
  • Effektiv og grøn mobilitet: Vi skal sikre fri bevægelighed af mennesker og varer ved at gøre transportformer mere effektive, smartere og grønnere og tænke dem bedre sammen. 
  • Helhedsorienteret plan: For at styrke mobiliteten og udnytte infrastrukturen bedst muligt skal vi implementere en samlet grøn mobilitetsplan, der omfatter alle transportformer – til lands, til vands og i luften. 

Kontakt

Transport

Jesper Kronborg

Branchedirektør for Dansk Erhverv Transport
Medarbejderprofil