Gemt

Grøn trepart: Et vigtigt skridt nærmere en CO2-afgift for landbruget – uden afgift i køledisken

26. juni 2024

I denne uge steg den længe ventede hvide røg op fra forhandlingerne i den grønne trepart. De er nået til enighed om anbefalinger til en CO2-afgift for landbruget. Fra Dansk Erhverv er der stor opbakning til en CO2-afgift på landbruget, så landbruget, ligesom det øvrige erhvervsliv, for alvor får sat turbo i den grønne omstilling.

I Dansk Erhverv har vi haft et særskilt fokus på den politiske diskussion om en forbrugsafgift placeret i ”køledisken”, som vil ramme forbrugeren direkte på slutforbruget. Vores holdning har hele tiden været, at en CO2-afgift bør placeres på produktionsniveau, hvor produktionen besluttes og foregår, og derved kan påvirkes og ændres direkte. Derfor har Dansk Erhverv gennem hele forløbet været stærkt kritiske overfor ideen om en afgift i køledisken. Dels vil den ikke effektivt være med til at omstille landbruget, og dels vil den være vanskelig og meget byrdefuld at implementere i handlen.

I Dansk Erhverv glæder vi os derfor over, at den grønne trepart i de netop præsenterede anbefalinger har droppet indførelsen af en forbrugsafgift. Som det blev fremhævet under den grønne treparts præsentation, vil en afgift på landbruget betyde en stigning i de priser, som forbrugerne møder i supermarkedet, og dette uden en administrativt tung forbrugsafgift på slutforbruget.

Vigtigt, at aftalen ikke skal finansieres af det øvrige erhvervsliv
Med i anbefalingerne er også oprettelsen af en stor fond til opkøb af lavbundsjorde og skovrejsning. I Dansk Erhverv er vi begejstrede over, at aftalen også rummer dette fokus.

Vi afventer nu de kommende politiske forhandlinger og den samlede finansiering af aftalen, foruden landbrugsstøtten som delvis finansieringskilde. Her er det vores klare forventning, at det øvrige erhvervsliv, som i dag betaler langt højere CO2-afgifter, ikke skal finansiere kompensation til landbruget.

Kontakt

Erhvervspolitik & Analyse

Stine Sjølund Blok

Seniorchefkonsulent
Medarbejderprofil